YouSee: Ny tv-kanal truer ikke sportskanaler

Den kommende nichekanal, 'KanalSport', fra Danske Spil skal ikke konkurrere mod de andre sportskanaler i tv-pakkerne, lover YouSee, der selv er engageret i projektet.
Per Fanefjord Laursen

Danske Spil har i alliance med selskabet KanalSport og YouSee planer om at lancere sin egen tv-kanal til marts i kampen om at fastholde markedsandele på spillemarked, der kommer under pres med spilleliberaliseringen til januar.

'KanalSport' skal ligge i YouSees Fuldpakke, men kun digitalt. Det betyder, at ca. 20 procent af landets husstande kan modtage den, da det ikke er alle Fuldpakke-kunder, der kan se digitale kanaler.

YouSee-pakkerne rummer allerede ganske mange sportskanaler eller kanaler med meget sport, herunder TV 2 Sport, Eurosport, TV3+ m.fl. Vicedirektør Ulf Lund, YouSee, vil ikke kommentere, om de andre tv-kanaler har været orienteret om planerne.

Han understreger, at KanalSport ikke bliver en egentlig konkurrent til de mange eksisterende sportskanaler eller sportsbærende kanaler i YouSees pakker.

“Der er ikke er tale om en konkurrent til de etablerede sportskanaler, og det er ikke intentionen, at kanalen skal ud at byde på dyre fodboldrettigheder, osv.,” siger han til Mediawatch.

Føler ikke jorden skælve
Markedseksperter
forventer, at TV 2 Sport, der både dækker fodbold og mindre sportgrene, selv har søgt en dansk spillelicens. Men den mulighed og mulige konflikt vil TV 2 Sport ikke forholde sig til i dag, hvor tonen er venlig.

“Vi har længe vidst, at projektet var under opsejling, men det er ikke noget, der får jorden til at skælve under vores fødder. De sportsgrene og begivenheder, der er planer om at dække, er markant mindre end dem, vi fokuserer på, så det er svært at se, at kanalen vil påvirke os," siger kommunikationschef Bo Andersen, TV 2 Sport, der tilføjer, at der allerede er fyldt godt op på hylderne, når det gælder udbuddet af sport på dansk tv.

Kombination af tv og spil frister
YouSees genindtræden som kanalaktør bør ikke overraske mediemarkedet. Selskabet har før signaleret, at man var klar til at være del af et tv-kanal projekt, hvis særlige forhold gjorde sig gældende. Denne gang er det troen på kombinationen af sport tv og spil.

“Vi tror, at løbende news desk, live-transmissioner og magasinprogrammer – kombineret med odds og andre spilleinformationer som et centralt element – vil skabe en interessant kanal, der fylder et hul i markedet. Og så kan vi godt lide samarbejdet med DIF om at få de ”glemte” sportsgrene” ind på tv-skærmene,” siger Ulf Lund til MediaWatch.

Spilleplatform
Tv-kanalen ‘KanalSport’ vil sende niche-sportsgrene til godt en halv mio. husstande, som skal danne en platform for udbud af Danske Spils sportsvæddemål.

Adm. direktør for Danske Licens Spil, Jens Aalsøe siger til Børsen, at målet er at skabe en ny kommunikationsplatform, hvor spil er omdrejningspunktet.

Nye sportsgrene
KanalSports adm. direktør, Holger Kristiansen, kalder tv-kanalen en nyskabelse på det danske tv-marked.

“Den kombinerer nyheder, live-sport og spil på en måde, som ikke er set før. Og den vil dække en masse sportsgrene, som man ikke finder på andre kanaler. I denne sammenhæng giver vores samarbejde med DIF adgang til en masse godt indhold, og vores studier bliver placeret i Idrættens Hus i Brøndby,” siger han i en pressemeddelelse.

Kanalens økonomi, herunder udgifter til produktion af sportsevents og drift af en rigtig broadcast tv-kanal, er endnu uklar, men den vil primært blive finansieret af sponsorindtægter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også