Kvindekanalen TLC har fået fodfæste

Det er imponerende, at kvindekanalen TLC på fire uger kan bygge sig en markedsandel på et tv-marked, der i forvejen står på hovedet for at tækkes de yngre kvinder, siger IUM.
Per Fanefjord Laursen

Det burde være umuligt at opnå vejgreb på det tætpakkede, lille danske tv-marked, men Discoverys nye kvindekanal, TLC, fortsætter alligevel med at gnave sig en niche på markedet.

TLC har nu sendt én måned, og i den forgangne uge nåede TLC op på en kommerciel share på én procent, målt i 21-50 år.

Set i kanalens primære målgruppe, ligger den med en gennemsnitlig share på 1,3 procent (kvinder 21-50 år) og var i søndags oppe og runde en share på 3,2 procent.

“Vi er relativt begejstrede. Det imponerer os, at så ung en kanal kommer så godt fra land,” siger Head of Broadcast Jacob Olsen, IUM.

TLC har så tilpas meget kant, at den har formået at finde fodfæste i et kommercielt marked, som i forvejen retter sig meget mod det kvindelige segment, uddyber han.

“Og så har TLC ramt markedet på et tidspunkt, hvor specielt TV3 har det meget svært med deres satsninger, som ikke er kommet fra land som forventet.”

TLC sender som prøvekanal hos YouSee, men YouSee indsætter kvindekanalen permanent i Fuldpakken fra årsskiftet, og TLC nyder således en ideel distribution og fuld opbakning fra Yousee.

Kanalen bliver sendt analogt og overtager pladsen fra TV 2 Film, som forlader den store pakke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også