Global: TimeWarner i gigantisk sparerunde

Time Warner skal spare 500 mio. dollar årligt, svagt Bonnier-resultat og magasinlukninger, canadisk aviskæde indfører net-betaling, Google opgraderer på tv...
MediaWatch

 

Google opgraderer indhold til Youtube
Søgemaskinen, der ikke vil være et medie, investerer ikke desto mindre 100 millioner dollar i det Google-ejede selskab Youtube, som får 100 online videokanaler fremover med kendisser som Ashton Kutcher med flere. Google har samtidig opgraderet teknologien, der bringer web-indhold til tv-skærmene, hvilket skal sikre flere seere til Youtube-indhold fremover, skriver Latimes.com.

Time Warner skærer ned
Samtidig med Googles indtog på tv-markedet, skærer en af de etablerede tv-selskaber som Time Warner ned. Selskabets bestyrelsesformand glæder sig ligefrem til at forlade dets luksuriøse kontorer med udsigt over Central Park, fordi de er en påmindelse om tidligere tiders udskejelser. Alene ved at flytte lokaler, regner selskabet med at kunne spare 150 mio. dollar årligt, og det er nødvendigt efter blandt andet den fejlslagne fusion med AOL og andre lidt for optimistiske opkøb af internetselskaber på højden af deres værdi. I alt skal der spares omkring 500 mio. dollar årligt i de kommende år, hvilket skal give selskabet, der blandt andet ejer CNN, økonomisk luft til at investere i indhold som film, sport med mere, skriver Nytimes.com. Der er nok et par frugtordninger, som bliver beskåret hist og her.

Bonnier lukker magasiner på stribe
Der bliver også talt kronor och ören i Sverige, hvor Bonnier har tabt 169 mio. svenske kroner i årets første otte måneder, ifølge Resume.se. Salget faldt, det primære driftsresultat (ebita) blev halveret til 485 mio. svenske kr. og glædsætningen blev øget, lyder den triste opremsning. Magasinernes omsætning faldt fra 3,6 til 3,3 mia. svenske kr. i perioden, men det største profittab står den ellers så lønsomme tv-del for med et fald i driftsresultatet fra 723 mio. til 520 mio. svenske kr. Bonnier har samtidig skrottet tre magasiner i Sverige. I Danmark meddelelte Bonnier Publications i sidste uge, at der skal fyres 15 medarbejdere i en sparerunde.

Canadas største avisudgiver laver betalingsmur
Jerntæpper trives i bedste velgående på nettet, hvor de i mere eller mindre gennemhullede versioner hegner indhold inde på diverse mediesites. Senest har Canadas største avisudgiver Postmedia offentliggjort, at selskabets “metered model” skal gælde alle dets aviser i hele landet. Modellen giver brugerne adgang til et vist antal gratis artikler, før der skal betales ved kasse 1. Inspirationen kommer fra New York Times, og selvom antallet af betalende brugere af de canadiske net-aviser vokser langsomt, går det i den rigtige retning, lyder det optimistisk fra den adm. direktør Paul Godfrey, ifølge Theglobeandmail.com.

Tribune er fortsat fallit
USA’s femtestørste aviserudgiver, som også ejer mere end 20 tv-stationer, er fortsat fallit, ifølge Reuters.com. Det har en dommer afgjort i et speget opgør om, hvordan selskabet bedst redder sine stumper og påbegynder tilbagetaling til kreditorerne. Miseren startede i 2008, hvor selskabet erklærede sig konkurs efter at have haft finansmanden Sam Zell i spidsen. Han købte sig ind i selskabet for 13 mia. dollar i et såkaldt “leveraged buyout”, hvor aktier i Tribune blev stillet som sikkerhed for hans højt belånte opkøb, skriver Guardians medieblogger Roy Greenslade. “Han (Sam Zell, red.) opkøbte et fallitbo og troede, at han kunne sælge dele fra for hurtig profit, men så kom finanskrisen, og Tribune Companys værdier kunne ikke realiseres, mange af dem var købt for lånte penge," lød forfatter Tom Buk-Swientys vurdering, da Mediawatch skrev om konkursen i 2008.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også