Stofa køber del af Canal Digital Kabel

Stofa får alligevel en bid af Canal Digitals kabel-tv forretning - for 51 mio. kr. har Stofa købt den del, der leverer tv til 31 kabel-tv anlæg.

Stofa A/S har købt en del af det Telenor-ejede Canal Digital Kabel for at styrke positionen i det danske tv-marked. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

"Vi har en klar strategi om at gøre Stofa både større og stærkere. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at vi nu har kunnet gennemføre denne handel, siger Stofas administrerende direktør, Klaus Høeg-Hagensen i meddelelsen.

I sommer droppede Stofa det planlagte opkøb for omkring 100 mio. kr. af Canal Digital, fordi Konkurrencenstyrelsen ikke mente, at man ville kunne godkende fusionen - til stor ærgrelse for Stofas ledelse. I stedet for en fusion opkøber Stofa altså nu en del af forretningen.

Overtager 31 anlæg
Den nu indgåede handel mellem selskaberne indebærer, at Stofa overtager leverancen til 31 kabel-tv anlæg. Denne del af Canal Digital Kabel omsatte sidste år for 83 mio. dkk (og dermed kryber handlen  under omsætningsgrænsen for, hvad der skal godkendes af Konkurrencestyrelsen) og rummer cirka 20.000 tv-kunder, omkring 20.000 internet-kunder og 6300 kunder med telefoni via internettet (VoIP).

Canal Digital Danmark fortsætter uforandret med at drive den del af forretningen, som sælger enkeltstående tv-kanaler til det danske bolig- og antenneforeningsmarked.

"Med dette køb øger vi vores volumen og dermed vores handlekraft på det danske kabel-tv marked, hvor vi stadig vil fokusere på at være første-udfordreren til de tidligere monopoler. Vi får mulighed for nogle oplagte stordriftsfordele, som i sidste ende vil komme vores kunder til gode," siger Klaus Høeg-Hagensen.

Fører SMATVforretning videre
Canal Digital Danmark fører den såkaldte SMATV (Satellite Master Antenna Tv) forretning videre, som man hele tiden har gjort og forsætter således med salg af enkeltstående tv-kanaler til de danske antenneforeninger og andre operatører på det danske marked.

"Vi er overbeviste om, at vores hidtidige kabel-tv kunder får en stærk partner i Stofa og samtidig glæder vi os til at fortsætte vores gode samarbejde med alle de mange bolig- og antenneforeninger, som i dag køber tv-kanaler enkeltvis gennem os," siger Jarl Søderman, administrerende direktør i Canal Digital Danmark.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også