TV 2 afviser 'Kaos i Skagen' kritik

'Kaos i Skagen' fokuserer igen i år på kontrasternes ferieliv i uge 29 – ikke hverdagslivet i byen. Alligevel fortryder balletforestilling bitterligt, at man inviterede TV 2-kameraer med.
Per Fanefjord Laursen

Arrangøren af den årlige internationale balletforestilling ’Verdensballet i Skagen’, Jens-Christian Wandt, er mildt sat ikke begejstret for, at man i uge 29 lod TV 2 optage dele af forestillingen som et indslag i reportage-serien 'Kaos i Skagen'.

Afsnittet blev sendt i onsdags, hvor der blev krydsklippet mellem balletdans og husmorstrip.

Mangel på respekt
Arrangøren skriver bl.a. i et læserbrev i Skagen Avis:

“I disse uger løber 2. sæson af “Kaos i Skagen” over skærmen. Efter sidste års udsendelser var kunstnerne bag Verdensballet i Skagen noget forbeholden over at være med......Da produktionsselskabet bag serien, Strix TV, lovede os at dette års programmer ville blive af meget højere kvalitet, sætte meget mere fokus på Skagen og Skagboer, og behandle de medvirkende med stor respekt, troede vi naturligvis de mente det. .. Efter onsdagen 4. afsnit har vi bitterligt fortrudt. Vi føler, at samtlige aftaler vi har indgået med TV2 og Strix TV ikke er blevet overholdt. Produktionen er løbet fra aftaler om seriøsitet, dybde, respekt for Skagen og Skagboer, og ikke mindst – for vores vedkommende – respekt for de verdenskunstnere som hvert år danser i Skagen….”

Krydsklip af kontraster
TV 2-redaktøren på 'Kaos i Skagen', Jes Schrøder, beklager, at balletarrangøren ikke var tilfreds med tv-dækningen af Verdensballet i Skagen.

Han fremhæver, at de klip, der blev vist, var loyale overfor balletten.

 ”Vi viste udelukkende flotte klip fra forestillingen ,” siger Jes Schrøder, og uddyber den præmis, som serien er produceret ud fra.

”Vi har igen i år lavet en reportage-serie, hvor vi følger kontrasternes Skagen. Kontrasterne er fascinationen, og det driver programmet. Dog har vi i år gjort mere ud af at følge personerne gennem flere afsnit. Kontraster er husmorstrip, mænd på gamle knallerter, vinsmagning og ballet i den samme uge, som vi krydsklipper imellem.”

Jes Schrøder vil ikke forholde sig til, at produktionsselskabet Strix skulle have lovet Jens-Christian Wandt, at 2. sæson af ’Kaos i Skagen’ skulle produceres med et væsentlig andet udgangspunkt end 1. sæson blev. Ifølge Nordjyske signalerede Strix dog en ny linje under optagelserne, som omtalt på Mediawatch.

Pæne seertal
Det er ikke besluttet, om TV 2 producerer en 3. sæson af serien. Det afgøres først om ca. seks måneder, når 2. sæson har været sendt og evalueret.

Seertallet til ferieserien vipper på niveau med 1. sæson. Gennemsnittet til førstegangsudsendelserne sent onsdage kl. 22.30 (foreløbig fire) er 326.000. Genudsendelserne søndag kl. 20.30 er set af 396.000 seere i gennemsnit.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også