TV3 tager ikke let på Big Brother-trussel

TV3-ledelsen er godt klar over, at Big Brother-formatet - live og 24 timer i døgnet - stadig kan vise sig som en værdig modstander i 2012.
Per Fanefjord Laursen

TV3-direktør Kim Poder har stor respekt for formatet og brandet 'Big Brother', der er live og 24 timer i døgnet, erkender han til MediaWatch.

Han skal konkurrere mod det i 2012, når SBS TV genopfinder og sender det klassiske reality-format ind i tv-krigen til foråret.

Nok er det ti år siden, at Big Brother havde premiere på dansk tv - og siden har genren udviklet sig hastigt - men så sent som 2007 skabte Big Brother voldsomme dønninger på det engelske tv-marked. Det er Kim Poder ikke blind for.

“Jeg har fuld respekt for, at SBS vender tilbage til Big Brother og vælger at investere og relancere det,” siger han og uddyber:

“Vi befinder os jo alle i en markedssituation, hvor reality fylder meget, og der sendes meget i den genre. Men på den anden side - så er det jo meget rart allerede nu at vide, hvad SBS vil indsætte i så mange timer af deres forårs programflade.”

Ikke rendyrket forargelse
Selv har TV3 sat en lidt anden kurs indenfor det efterhånden vildt voksende reality-felt.

“Vi lægger kursen mere mod at skabe reality med identifikation hos seerne - ikke caste os frem til ren forargelse,” siger han med reference til TV3s efterårs format, ‘Fristet’, hvor ideen er at udfordre deltagernes egen moral og etik.

“Vi har lagt en linje, hvor reality ikke bør kompromittere vort hensyn til, at vi er et annonce- og abonnementsfinansieret medie.”

SBS’ planer om en multiplatform-strategi, 24 timer i døgnet, synes TV3-direktøren er lidt sværere at gennemskue.

“Det er sikkert, fordi jeg ikke kender deres plan for, hvorledes de vil få Big Brother til at fungere på radio, web og mobil, så det giver mere værdi for brugerne.”
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også