DBU: Fingerne væk fra tv-fodboldmarkedet

Giv DR og TV 2 midler nok til at agere på et frit fodboldmarked, men drop planen om at indføre nye direktiver for danske landskampe, siger DBU til Socialdemokraterne.
Per Fanefjord Laursen

Det nye politiske flertal fastholder ønsket om, at store sportsbegivenheder som f.eks. fodboldlandskampe skal vises på landsdækkende tv-kanaler - om det er DR1 og TV 2 er ikke klart.

Medieordfører Mogens Jensen (S) påpeger i en artikel i Jyllands-Posten, at der efter regeringsskriftet er flertal for, at sådan en liste skal genindføres.

Der er ingen garanti for, at DR og TV 2 ønsker at investere i de udvalgte kampe, men ifølge Mogens Jensen bør det ikke være økonomi, der afgør sagen.

“TV 2 har haft en gunstig økonomisk udvikling i de seneste år og får ny abonnementsbetaling fra den 1. januar. Så pengene skal komme fra det budget, der kan komme ud af det. På DR skal pengene komme fra licensmidlerne," siger han.

Unødig bureakrati
DBU's informationschef Lars Berendt finder, at regeringens plan om en ny liste er bureaukratisk; den gamle liste blev opgivet i 2002 efter fire år, og reelt kom den aldrig i funktion, oplyser han.

“At ville genindføre og skulle administrere et direktiv, som allerede har spillet fallit én gang, og som reelt har vist sig højest at kunne komme i spil én gang hvert andet eller fjerde år. Det forekommer temmelig unødvendigt, at forslaget kommer fra en dansk regering, som snarere burde anerkende, at det danske fodboldforbund helt af egen drift lever op til intentionerne i det, som regeringen nu vil gøre til et restriktivt indgreb på et ellers frit marked," siger han og minder om, at DBU har fastholdt landsholdets hjemmekampe på landsdækkende tv, fordi TV 2 er i stand til at tilbyde en pris, som ligger på niveau med markedsprisen.

Når alle hjemmekampe, landsholdet spiller, ligger på TV 2 i disse år - hvad kan gøres bedre med ny politisk interesse for emnet? Udekampe kan Dannark jo ikke røre ved?

“I stedet for at søge tilbage til monopolet med direktiver kunne politikerne søge en mere tidssvarende model, hvor de sørger for at tilføre de to landsdækkende tv-stationer tilstrækkelig økonomi til, at de kan operere på det moderne, internationalt tv-marked."

Godt spil kræver frit marked
Lars Berendt understeger, at DBU har samme interesse som den fodboldinteresserede del af befolkningen, nemlig at flest muligt kan se landskampene.

"Derfor har vi solgt rettighederne til direkte transmission af landskampene på hjemmebane til TV 2 af to årsager; de har størst penetration, og de er konkurrencedygtige på markedsprisen. Når jeg nævner det sidste, er det fordi, at selv Socialdemokraterne ikke må glemme, at det er DBU's indtægter fra sponsoraftaler og tv-aftaler, der sikrer, at vi kan reinvestere vores indtægter i talentudvikling, og at vi derfor overhovedet har et landshold, der er attraktivt at se på tv”.

Emnet er vel dødt fra 2014, hvor salget af landskampe ændrer sig?

“UEFA indfører et centralt salg- og markedsføring af tv-rettigheder. DBU’s aftale med TV 2 løber til 2014, derefter har vi fra sommeren 2014 overdraget rettighederne til salget vores tv-signaler til kampene i EM-kvalifikationsturneringen 2014-2015 til det europæiske fodboldforbund, UEFA, som har påtaget sig at sikre os en fast pris for tv-rettighederne, der er en del af en større konceptudvikling af kvalifikationsturneringen.”

Kan ikke tvinge DR og TV 2
MediaWatch afventer svar fra Mogens Jensen på, hvilke mere konkrete forventninger han har til udmøntningen af en ny tv-sportsliste - herunder hvilke forandringer han ser for sig, og hvor høj penetration, det kræver at være landsdækkende.

Mogens Jensen erkender i Jyllands-Posten, at man kan ikke tvinge DR eller TV 2 til at købe rettighederne.

"Listen garanterer ikke noget, men den skaber i hvert fald bedre muligheder for, at de vigtige sportslige begivenheder bliver vist på landsdækkende tv.”

Mogens Jensen understreger endvidere, at det er kulturminister Uffe Elbæk (R), der skal sætte gang i arbejdet med at udforme en liste over de sportsbegivenheder, der skal kunne ses på landsdækkende tv.

Fodboldliste var radikal idé
I foråret 2011 blev der under den gamle regering udarbejdet et politisk oplæg om mulighederne for at indføre en ny fodboldliste til tv, som led i medieforliget.

Den radikale minister Elsebeth Gerner Nielsen indførte en beslægtet liste i 1998, som definerede "landsdækkende tv" som tv-kanaler, der kan ses af 90 procent. Den liste blev afskaffet i 2002.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også