TV 2 fik både 'rød' og 'blå' valgkritik

TV 2-seerne har både sammenlignet dens valgdækning med den højredrejede kanal Fox News og anklaget journalisterne for at være røde lejesvende.
MediaWatch

"En række seere har under valgkampen klaget over, at TV 2 Nyhederne og NEWS efter deres opfattelse havde valgt side til fordel for enten blå eller rød blok. Flere har – meget opfindsomt – kaldt TV 2 for 'Fox News', mens andre – lige så opfindsomt - taler om 'røde lejesvende'," skriver seernes redaktør Lars Bennike i sin klumme.

Seerne har blandt andet klaget over Jes Dorphs spørgsmål i programmet 'Kampen om din stemme'. Lars Bennike vurderer dog overordnet, at såvel de blå som de røde vælgere har følt sig nogenlunde lige stødt over behandlingen af "deres" kandidater.

"Der er ingen klar tendens, selv om mange nok vil mene, at TV 2 er ”blå”, hvis de bliver spurgt," skriver Lars Bennike.

Han giver dog politisk kommentator Ralf Pittelkow ret i hans kritik af et dobbeltinterview mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Villy Søvndal.

"Jeg er enig med Pittelkow i, at det var et ringe interview, hvor der burde være stillet kritiske spørgsmål også til SF’s leder. Jeg deler til gengæld ikke hans konklusion om, at det var endnu et udtryk for det, han kalder for 'journalistisk venstreparti'," konkluderer Lars Bennike på baggrund af, at Villy Søvndal var mødt for sent op til interviewet, som derfor fik et mere kaotisk forløb. 

- TBH

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også