Global: Guardian hæver prisen med 20 pct.

Presset avis hæver prisen med 20 pct. i UK, mens Jonas Bonnier ryster koncern-posen i Sverige og så giver FT’s web-app den gamle Apple-app baghjul...
MediaWatch


1. Guardian hæver avisprisen og mødes af læserstorm
Guardian Media Group fattes penge efter et trecifret milliontab i 2010, og Guardians bid af avismarkedet er faldet med ni pct. i de seneste ni måneder - og hvad gør man så? Et af svarene er at hæve prisen på avisen til lidt over en ti’er samt til cirka 18 kr. om søndagen. Det svarer til en stigning på 20 pct. Med tanke på, hvad langt tyndere danske aviser koster, kan den stadig fås for en slik, men ikke desto mindre har prisstigningen medført læserstorm, der alene i går har ført til 40 breve og 241 kommentarer på nettet, skriver læsernes redaktør.

2. Jonas Bonnier ændrer organisationen
Bonnier AB med en omsætning på 30 mia. svenske kr. har fået ny struktur, efter at den øverste direktør Jonas Bonnier har slået en streg over koncernens forretningsområder. I stedet er oprettet 20 underkoncerner, som rapporterer direkte til koncernledelsen, der udvides fra syv til ti personer. Det sker for at undgå den rigide opdeling mellem de forskellige mediegrupper og så er det godt “at der ikke sidder nogle få propper i toppen, som må gå på pension for at folk med nye evner komme frem,” siger Jonas Bonnier til DI, ifølge Resume.se. Ledelsen for Bonnier Publications (Michael Cordsen) og Børsen (Anders Krab-Johansen) er uændrede, ifølge det nye organisationsdiagram.

3. FT’s web-app en succes
Web-app eller Apple-app? Financial Times har valgt den web-baserede HTML5-standard for at slippe for Apples strikse regler, og den har nu over 700.000 brugere, hvilket gør den mere populær end den version FT solgte via Apples App Store, skriver Reuters.com.

4. 40-året for første computervirus
I 2011 kan vi fejre et mindre festligt jubilæum, nemlig 40-året for den første computervirus med det lidet behagelige navn ‘Creeper’, skriver Wsj.com.

5. Netflix og Hulu “move over”
Film-applikationerne Netflix og Hulu, der kan integreres med Facebook i Nordamerika, får en ny udfordrer med en ny Facebook-app fra Blockbuster - movie pass, der ligesom de to andre gør det muligt at søge på og se video via en indlejret Facebook-player, skriver C21media.net.

6. Kan Twitter-journalister komme for Pressenævnet?
I Norge diskuterer journalistforbundet sin holdning til, om Twitter-konti der er knyttet til journalister kan indklages for Norges udgave af Pressenævnet, PFU. Ifølge Presseforbunden bør det være muligt, skriver Journalisten.no.

7. TV 2 Norge glæder sig til produktplacering
I Danmark er TV 2's holdning til produktplacering en anelse tøvende, men i Norge, hvor TV 2 er privatejet - halvt af Egmont - ser man frem til, at pp snart forventes tilladt. Markedet kan være på mellem 100 og 150 mio. norske kroner, skriver Kampanje.com.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også