Skærpet kamp om det gode cast

At finde de rigtige medvirkende er blevet afgørende for mange programformaters succes, og det har sat øget fokus på casting-faget hos flere produktionsselskaber.
Danielle Streiff Møller

Sidney Lee, Amalie, Knaldperlen, Gustav, Flotte fyr og Vodka Anja er alfa omega for et programs succes. For mange programformater - især i realitygenren - er de rigtige medvirkende mindst lige så vigtige for at skabe en seersucces som koncept og produktion. Det betyder, at casting-faget i højere grad er blevet en integreret del af tv-produktionen.

“Tidligere var det ikke unormalt at sætte folk til at caste, uden hjælp, som aldrig tidligere før havde prøvet det. Uerfarne unge blev sat til opgaven, og så i sidste sekund når alt brændte sammen, valgte produktionsselskaberne alligevel at kaste penge efter en caster. I dag, hvor konkurrencen om seernes gunst er så hård, er det ikke længere det første sted der bliver sparet. Der er kommet langt større respekt omkring casternes arbejde,” siger Mette Bennicke, castingchef hos produktionsselskabet Mastiff, der bl.a. står bag produktioner som ‘Paradise Hotel’, ‘Kongerne af Marielyst’ og ‘Amalies Verden’.

Udviklingen betyder også, at der efterhånden er flere produktionsselskaber, der har deres egen casting-afdeling tilknyttet som hos f.eks. Mastiff.

“Hvis et produktionsselskab har en vis størrelse – er det blevet normalt at de har faste castere tilknyttet, casterne er indover projekterne, inden de bliver pitchet og det giver en sikkerhed både for produktionsselskabet og kunden om, at det gældende program kan besættes bedst muligt. Det er dog stadig, de færreste selskaber, som har valgt denne model. Men tendensen er helt klart at vigtigheden af et godt cast, er kommet i fokus,” svarer Mette Bennicke.

Lars Seidelin, stifter og ejer af Koncern TV, tror lige frem, at tendensen er så stærk, at han ikke ser en fremtid for tv-castere, der ikke har tilknytning til produktionsselskaberne, fordi casting-disciplinen bliver en mere og mere integreret del af tv-branchen og af det redaktionelle arbejde.

“Idéen om at have en særskilt branche, der tager sig af casting, er måske noget, der hører fortiden til. Casting bliver i højere grad en integreret del af historierne og dramaturgien i vores programmer, så det er også en del vi ønsker, at knytte meget tæt til det redaktionelle arbejde. Derfor kunne jeg forestille mig, at den branche (hvis man kan kalde den det) lider som en selvstændig størrelse,” siger Lars Seidelin.

“Processen med at udvikle indholdet hænger meget sammen med castet, så det er simpelthen for bøvlet at det ligger ude af huset. Det giver mening at have det inde som en del af produktionen. Det sker ofte, at produktionen selv er bedre til at finde de helt rigtige mennesker og få dem med. Både kendte som ukendte skal deltage i flere og flere shows som sætter deres egne grænser på prøve. Evnen til at få folk med og få dem med på idéen forvaltes tit bedst af de folk der arbejder med programmerne De er simpelthen bedre inde i stoffet og derfor bedre til at forklare hvad der skal ske, og dermed også at overbevise castet om det fede i at deltage,” forklarer Lars Seidelin.

Ifølge Mette Bennicke fra Mastiff, er konkurrencesituationen hård i alle områder af tv-branchen og det påvirker selvfølgelig også situationen på casting-området.

“Konkurrencesituationen er som alle andre steder i branchen lige nu, der er rift om de bedste arbejdskræfter, fordi der bliver produceret mange danske programmer, og det kan mærkes på alle poster, også på castsiden,” siger hun.

For Lars Seidelin er den udvikling uundgåelig - fordi tendensen er, at programformaterne kun udgør rammen om castet, der er programmernes egentlige centrum, og det kan derfor være svært at skelne mellem, hvad der er størst - programmet eller de medvirkende.

“Et skide godt format eller en god historie kan blive smadret af et dårligt cast. Det gælder alt fra ‘Vild med dans’ til dokumentarserier. Seerne identificerer sig med de medvirkende og det er gennem seerne vi skal opleve programmerne So they better be good! Vi bruger måneder på at finde de rigtige medvirkende til vores programmer,” siger Lars Seidelin og tilføjer:

“Der er jo også ting, der er svære at caste til, som ‘Ultimatum’, der handler om alkoholisme. Her er kravene til castet næsten umulige. De skal både være medvirkende, der kan træde i karakter og vise følelser. De skal også være friske på, at udstille et familietabu. Derudover skal de have gode venner og familie, der tilmed er sympatiske, veltalende og kan vise følelser. Hvem har lyst til det? Det siger sig selv, at et godt program indeholder mange følelser, store reaktioner og masser af drama. Vi laver jo tv, så vi skal tilbyde vores seere scener, hvor vi kan se hvad de medvirkende rummer af følelser og tanker. Et godt cast er i stand til, med stor troværdighed, at vise hvad der foregår i deres hoveder. De handler på det de oplever. Det er klart at hvis et program foregår i et dramatisk eller fascinerende miljø er meget givet. Men stadig kommer vi ikke uden om, at dramatikken og fascinationen ved et miljø foldes ud gennem de medvirkende - så derfor er castet super vigtigt,” siger Lars Seidelin.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også