"Min værnepligt var aftjent"

Birgitte Fredsby forlader DR for at få nye udfordringer med "højere til himlen".
MediaWatch

To dage efter at DR's nye ungdomsbrand Mama blev præsenteret for pressen, takker kanalchef for Ramasjang og chef for Mama Birgitte Fredsby af. Det sker kort efter at Ramasjang-redaktør og vært Signe Lindkvist også droppede DR til fordel for et job på en anden tv-station, der endnu er hemmelig på grund af forhandlinger.

"Jeg har været i DR i syv år, og nu er der momentum for at stoppe efter lanceringen af Mama i onsdags. Nu var min del af værnepligten udtjent for denne gang," siger Birgitte Fredsby, som nu bliver direktør for reklame- og kommunikationsbureauet We love people.

Er det ikke et ærgerligt tidspunkt at stoppe lige nu, hvor Mama skal til at gå i luften som en ny satsning?

"Nej, for nu har jeg arbejdet i to år på at få Mama etableret som brand i DR-systemet, så det er det rigtige tidspunkt at give bolden videre."

Signe Lindkvist er også for nylig stoppet i DR, I har begge ytret utilfredshed med ressourcerne til børne-tv, er det medvirkende til, at du søger væk?

"Nej, det handler personligt for mig om, at det det har været vigtigt at søsætte Ramasjang og Mama. De opgaver er nu løst, derfor har jeg brug for nye udfordringer af min faglighed og brug for at mærke, hvordan der kan være højere til himlen i andre sammenhæng," siger Birgitte Fredsby og tilføjer:

"Men det er klart, at jeg stemmer for et fortsat stærkt fokus på B&U-området i DR. Også ressourcemæssigt. Der er hård kamp om de unge seere og det DR har at tilbyde på dette område er helt unik og vanvittigt vigtigt i et voksende globalt mediemarked."

Hvorfor forlader du helt tv-branchen og hvad skal du lave i dit nye job?

"Jeg ønsker fortsat at sætte mennesker i bevægelse – både i krop og sjæl. Og det kan tv-mediet. Jeg forlader ikke branchen, for We love people har en tv-del, de ønsker at udvikle, og derfor har de tænkt, at jeg var god at få med på holdet."

Birgitte Fredsby forventer at begynde på sit nye job 1. januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også