Canal9 køber Superliga-kampe af MTG

Canal9's ejer har med et attraktivt bud sikret sig to Superliga-kampe fra MTG. Dermed bliver fordelingen af kampe som hidtil, når 2012-sæsonen begynder.
Per Fanefjord Laursen

Canal9 stod som taberen, da Superliga-udbuddet blev afsluttet forleden, men ejeren C More har nu overraskende budt på og købt Superliga-kampe af MTG, gældende fra sæsonen 2012 til 2015.

C More Entertainment har lavet en aftale med MTG, som indebærer, at 66 kampe fra Superligaen er sublicensieret til Canal 9 og Canal+.

"Det er vigtigt for Canal9 og Canal+, at vi fortsat er en del af dansk klubfodbold. Vi kontaktede derfor MTG, da det stod klart, at de havde sikret sig rettighederne fra Divisionsforeningen, og gav dem et tilbud for Superligaens andet- og femtevalg," siger Johan Kleberg, administrerende direktør hos Canal+, i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer, at Canal9 præcis som i dag kan vise andet- og femtevalget fra Superligaen - i alt 66 kampe per sæson. Det er seks kampe mere end i sidste sæson. Mindst 50 af kampene bliver vist på Canal9, mens de resterende vil blive vist på Canal+.

Hvorfor har MTG solgt dele af sine rettigheder til konkurrenten Canal9, der ellers var stækket af at miste rettigheder fra 2012?

”MTG købte stort ind af rettigheder for at stå stærkest og frit kunne vælge, hvad vi ville. Det var aldrig tanken, at TV3+ skulle være hjemsted for alle kampe, inkl. Pokaltuneringen. Med mange rettigheder var der mange valgmuligheder. Eksempelvis at kapitalisere på rettigheder via highpay abonnement eller pay-per-view. En anden mulighed var at sige ja til det attraktive bud, der kom fra C More – Canal9s ejere,” siger sportschef Peter Nørrelund, Viasat, der understreger, at ugens førstevalg af kamp også fremover ligger hos TV3+, som det er tilfældet i dag.

Kampfordeling som hidtil
Samtidig med Canal 9's MTG-handel har TV 2 Sport som ventet indgået en aftale med MTG om sublicensiering af én af de fire kampe i hver spillerunde af Superligaen, som MTG erhvervede rettighederne til fra 2012 til 2015.

Dermed bliver fordelingen af Superliga-kampe fra 2012 præcis, som de er nu. TV3 har førstevalg af kamp. Canal9 har 2. og 5. valg, mens TV2 Sport har 3., 4. og 6. valg.

Nyt er dog, at Pokalturneringen fremover ligger hos TV3+. Nyt er det også, at sjettevalgskampen på TV 2 Sport spilles fredag aften.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også