Tv fylder 60: Fra 3 timer om ugen til 3 om dagen

DR holder hele næste uge fødselsdag for en 60-årig, der kun er blevet mere og mere populær med alderen: tv-mediet.
Per Fanefjord Laursen

Dansk tv har 60 års fødselsdag den 2. oktober, og det fejrer DR i hele uge 39 med en række programmer, der ser tilbage på fjernsynets historie og de mange øjeblikke, som har vakt følelser og skabt begejstring.

Primetime med Harlekin og Hüttemeier
DR blændede op for den første udsendelse 2. oktober 1951. Dengang kunne de 800 familier, som var så heldige at have et fjernsyn, se frem til tre timers tv – om ugen. I dag ser hver borger herhjemme gennemsnitligt mere end tre timers tv – dagligt.

Premiereugen dækkede blandt andet over den første ugerevy, tre scener fra Det Kongelige Teaters ’Harlekin’ og premieren på et af tv’s mest elskede formater ’TV-køkkenet’ med Kirsten Hüttemeier.

Tv er danskernes fælles fotoalbum
Generaldirektør Maria Rørbye Rønn minder om, at tv er og har været en fælles referenceramme for befolkningen.

"Udvalgte programmer og indslag udgør hele Danmarks fælles fotoalbum og har haft betydning for os kollektivt og individuelt. Jeg tror, vi er mange, der deler minderne om månelandingen, Matador eller børnetimeklassikere som Bamses Billedbog og Poul og Nulle i Hullet. Nutidens DR TV står så at sige på skuldrene af 60 års tradition,” siger Maria Rørbye Rønn.

DR's forpligtigelserne på tv har ændret sig gennem tiden, men fælles for DRs udsendelser gennem årene har været et ønske om at samle danskerne og skabe betydning for både store og små fællesskaber, skriver DR i en pressemeddelelse.

Tv fejres på alle kanaler
DR fejrer tv’s fødselsdag med en række indslag på P1, på DRs tv-kanaler og på Dr.dk/bonanza

· På DR K markeres dagen hele uge 39 festlighederne med en kavalkade af ganske særlige DR-øjeblikke fra dramaproduktionens imponerende bagkatalog.

· På DR2 fejres danskernes tv med en temalørdag d. 1. oktober, hvor Ane Cortzen og Nikolaj Sonne inviterer seerne til højbords med markante personligheder, der har skabt dansk tv, som vi kender det.

· Søndag d. 2. oktober sender DR1 kl. 19 en fejring af hele Danmarks tv gennem 60 år. Aftenshowets studie på Christianshavn, bydelen der blev landskendt med 70’ernes mest populære tv-serie, bliver omdannet til en levende festforestilling.

· Under Kulturnatten den 14. oktober i DR Byen åbner DR dørene op for hele Danmark. Gæsterne inviteres med til en tour de force gennem 60 års tv-historie med Nikolaj Sonne og Ane Cortzen.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også