Ny spillelov kan forgylde TV 2

TV 2 står for tur, når ny spillelovgivning åbner nye markedsføringsmuligheder, lyder det fra Richardt Funch, landechef for Betsafe i Danmark.
MediaWatch

Snart kan udenlandske bettingfirmaer, der søger og får licens i Danmark, reklamere frit - i hvert fald hvis liberaliseringen af spillelovgivningen godkendes af EU-kommissionen i dag som forventet. Det har selskabet Betsafe i dén grad tænkt sig at gøre, siger landechef i Danmark Richardt Funch.

Og det medie, der står først på listen - og hidtil har været lukket land for bettingfirmaerne - er TV 2.

"TV 2 må klappe i deres hænder nu. For nu kan vi konkurrere på lige fod med Danske Spil og bruge hele paletten af marketingmuligheder, og spillemarkedet er et stort marked, som de (TV 2, red.) har været tilskuer til, og som andre har lukreret på," siger han med henvisning til, at TV3-kanalerne og SBS-kanalerne har kunnet bringe betting-reklamerne, fordi de sender fra London.

Fortsætter på print, tv og online
Ud over at blive den fjerde sponsor for Superligaen og at fortsætte med at "køre tungt" i B.T. og i Ekstra Bladet, bliver TV 2 på længere sigt en af de nye annoncevindere, ifølge Richardt Funch.

"Det er lidt tidligt at sige, hvad vores marketingstrategi præcist bliver, men i og med at vi i dag får en dato for, hvornår vi har en licens til det danske marked, vil vi kunne inkludere TV 2 og de store outdoormedier og andre sportsklubber i vores markedsføring. Nu skal vi arbejde på at få lavet en god medieplan. Men vi kører print, tv og online allerede i dag, og det vil vi fortsætte med," siger Richardt Funch, som  i 12-13 år har arbejdet for en liberalisering af lovgivningen, som ansat i betting-firmaerne.

"Vi har som nogle af de første af de nye private aktører i Danmark tilkendegivet, at vi kommer til at satse stort marketingmæssigt i Danmark. Vi har en klar strategi om, at vi skal have fuld valuta for pengene og for den investering, det er at få licens i Danmark, så vi kan tage kampen op med Danske Spil," siger Richardt Funch og tilføjer, at Betsafes danske forretning gerne skulle opveje, at afgiften nu stiger fra de fem pct., selskabet betaler på Malta, til de 20 pct., det kræver at være baseret i Danmark.

Lille marked
På grund af den høje licensafgift tror han ikke, at medierne skal forvente en stormflod af nye betting-firmaer, fordi Danmark er et relativt lille marked, som kræver en del økonomi at operere på.

Liberaliseringen får ikke den store betydning for aviser som B.T. og Ekstra Bladet, der har fortsat deres annoncering for betting-selskaberne i sikker forvisning om, at den danske lovgivning var i strid med EU-retten, fordi den blandt andet favoriserer Danske Spil. Danske Spil er dog underlagt forskellige restriktioner og sender via tipsmidlerne over en milliard kr. tilbage til samfundet hvert år.

Tværtimod forventer Ekstra Bladets Poul Madsen, at mediernes konkurrence om betting-annoncerne bliver skærpet, fordi de nu bliver tilladte i alle medier.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også