Canal 9: Ærgerligt MTG bød over

Canal 9 ærgrer sig over, at man mister dansk fodbold, men det svækker ikke engagementet i det danske marked. Europa League skal erstatte tabet.
Per Fanefjord Laursen

Den Bonnier-ejede Canal9, der i foråret 2009 blev lanceret på det danske marked med to ugentlige superligakampe i ryggen, har efter en ny auktion mistet retten at vise Superligaen.

Canal 9 måtte se sig slået i priskampen af TV 2 Sport og MTG/Viasat.

Nu mangler Canal 9 det eksklusive danske programindhold, som var løftestangen for Bonniers plan om at slå døren ind på det dansk tv-marked.

Vi blev overbudt
Canal 9's danske engagement ændres der dog ikke på - trods tabet af dansk klubfodbold.

“Vi bød på en Superliga-pakke og blev overbudt, og det er ærgerligt,” erkender landechef Charlotte Repholtz, Canal 9, der ønsker vinderen MTG tillykke.

“Når det er sagt, mener vi, at vi står godt rustet til konkurrencen fra efteråret 2012. Manglende Superliga-køb frigiver jo nogle midler, der kan investeres i underholdning. Dertil kommer, at vi fra 2012 har eksklusive rettigheder til en lang række udenlandske topklubber. Der kommer ikke færre fodboldkampe på Canal 9, kan jeg godt love.”

En streg i regningen
Landechefen vil ikke benægte, at det er en streg i regningen på kort sigt, at man mangler dansk fodbold i konkurrencen om reklame- og abonnementsindtægter.

“Forskellen mellem seeropbakning til Superligaen og gode udenlandske kampe er nu ikke så voldsomt  stor. Det er rigtigt, at vi kortvarigt rammes af et profiltab overfor distributørerne, men når de ser nærmere på vort samlede udbud i 2012, tror jeg, de holder fast på Canal 9.”

Canal 9 "arvede" i sin tid som en nødløsning to Superligakampe fra Telenor, der købte rettighederne i december 2007.

Europa League får fuld fokus
Charlotte Repholtz henviser til, at Canal 9 og Canal+ har sikret sig eksklusive rettigheder til at vise UEFA Europa League i perioden 2012 til 2015. Europa League-rettighederne er indkøbt til alle platforme og både i SD- og HD-format. Derudover har man rettigheder til den spanske La Liga

“Vi kommer til at investere i Europa League og gøre meget mere ud af den turnering, end har været tilfældet hidtil,” siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også