Dyrby: Vi vil have skræddersyet nyhedsbureau

Fællesnyhedernes værdi er faldet som en sten. Det - og prisen - er årsagen til, at TV 2 overvejer sin Ritzau-aftale, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby.
MediaWatch

Berlingske Medias opsigelse af Ritzau-aftalen spreder sig som ringe i vandet fra Sønderjylland til Bornholm og nu også til Fyn, hvor TV 2 holder til på Kvægtorvet i Odense.

Det bekræfter nyhedsdirektør Michael Dyrby, der overvejer at droppe tv-stationens aftale med Ritzau efter den seneste udvikling, der betyder, at Ritzau kan få stærkere konkurrenter i form af et Berlingske nyhedsbureau eller det A-Pressen-ejede Newspaq. Samme melding lød for nylig fra Børsen, der også ser mulighed for at få en bedre aftale med udsigt til, at Ritzau helt kan miste dem som kunde.

"Vi vil gerne have et nyhedsbureau, der er skræddersyet og leverer en bestemt ydelse. Vi ønsker ikke at få produkter, vi ikke bruger. Indtil videre er Ritzau ikke kommet os nok i møde, men vi forhandler med dem, og vi har ikke planer om at lave vores eget nyhedsbureau," siger nyhedsdirektør Michael Dyrby, TV 2.

Ritzau skal ikke jage solonyheder
Tilbage i 2006, da Per Mikael Jensen var adm. direktør, flirtede han med tanken om, at TV 2 skulle have sit eget nyhedsbureau. Planerne blev af økonomiske årsager skrinlagt, men et nyhedsbureau domineret af aviskunder er fortsat kernen i TV 2's betænkeligheder ved konstruktionen.

"Ritzaus fornemmeste opgave er ikke at stampe selvstændige historier op, de skal levere, hvad kunderne vil have. Det er for eksempel overvågning af nyhedsbilledet på alle stofområder og så en hastighed, der er målrettet elektroniske medier. Det har dagbladene også behov for til nettet," siger Michael Dyrby og tilføjer:

"Jeg siger ikke, at Ritzau sidder med hovedet i en busk, de har udviklet sig meget, og vi er stadig i forhandlinger med dem, som vi venter bliver afsluttet inden for kort tid."

Er faren ved Ritzau-konkurrenter ikke, at medierne ender med to eller flere halvdårlige nyhedsbureauer frem for et stærkt?

"Jo, det er en risiko. De undersøgelser, TV 2 lavede i sin tid (vedr. at starte nyhedsbureau, red.), viste, at det ville være vanskeligt at lave et bureau, der kunne konkurrere med Ritzau. Men dengang var forudsætningen, at der kun var os til at producere, og at kunderne ville være svære at lokke fra Ritzau. Det er en ny situation i dag, hvor store kunder er trådt ud," siger Michael Dyrby.

Mangel på fleksibilitet har åbnet flanke for konkurrenter
Han peger samtidig på, at mediernes behov har ændret sig radikalt.

"Der bliver mindre behov for fællesstof, og hvert medie må profilere sig på det, mediet er stærkest til. Det er et led i medieverdenens evindelige evolution. Ritzau er fanget af, at de ikke er fleksible nok og ikke kan tilgodese alle kunder, derfor kan der opstå et nyt nyhedsbureau. Men det bliver meget mindre og skruet sammen på en helt anden måde, for markedet for nyhedsbureauer er ikke stort - heller ikke internationalt. Tidligere var der for eksempel tre store internationale billedbureauer, nu er der kun to," siger Michael Dyrby.

For nylig lukkede desuden New Zealands eneste nationale og uafhængige nyhedsbureau efter 131 år. Det var ligesom Ritzau ejet af dagbladene selv.

Hvad med public service-forpligtelsen?
Selvom TV 2 ikke modtager licens, er tv-stationen ejet af staten og har en public service-kontrakt, ligesom den bringer nyheder fra TV 2-regionerne, som er licensstøttede. Og netop public service-forpligtelsen udgør ifølge flere iagttagere en del af samarbejdets funktion, fordi Ritzaus produkter holder hånden under lokale medier.

Har TV 2 ikke en public service-forpligtelse over for Ritzau?

"Ritzau er skabt i et solidt samarbejde mellem dagbladene. Vi har sagt nej til at være medejer, for vi kan ikke se, at vi påvirker bureauet bedre på den måde end ved at være kunde. Når man er kunde, må man forvente at få leveret de ydelser, man vil have. Men jeg tror på, at der vil være et nationalt bureau fremover også. Men det skal være mindre og mere fleksibelt, og så har vores overvejelser selvfølgelig også noget med prisen at gøre," siger Michael Dyrby.

Er det ikke en farlig udvikling for nyhedsbilledet i Danmark, at I nu rokker ved Ritzau-samarbejdet?

"Vi rokker ikke ved noget, vi er kunde hos Ritzau, og det har vi været altid. Vi prøver bare at præge det i en mere moderne retning, Ritzau gør meget allerede, men vi vil gerne se endnu mere udvikling. Nyhedsverdenen er elektronisk, der bliver færre papiraviser med årene, og færre der går godt. Lige nu er den mobile platform det helt store, derfor bliver vi nødt til at være, hvor brugerne er. Nyheder er jo et forbrugsgode, mens det i gamle dage var en mærkevare, folk ventede på skulle udkomme. I dag har vi folk i butikken hele tiden, det kan vi ikke lave om på," siger Michael Dyrby.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også