Rabøl: Mindre supertanker over DR Medier

Fem nye tidsbegrænsede redaktør-stillinger skal sikre DR Medier fleksibilitet, dynamik og skarphed, siger DR's mediedirektør, Gitte Rabøl.

Fakta-redakør, radio-redaktør, Mama-redaktør og to dr.dk-redaktører. DR Medier søger i øjeblikket fem nye medarbejdere inden for fire redaktørområder. Det ligner en udvidelse af den centrale programstrategiske enhed i DR, men der er alene tale om en omstrukturering, der skal sikre DR Medier manøvredygtighed og dynamik fremover, forklarer DR Mediers direktør, Gitte Rabøl (foto).

I søger fem nye redaktører - er det en udvidelse af DR Medier, og hvis ja hvor stor?

"Der er ikke tale om en udvidelse af DR medier, for der vil ikke være flere redaktører, end der var for et halvt år siden. Nogle redaktører har valgt at stoppe og deres stillinger bliver genbesat, andre stillinger er blevet nedlagt som en konsekvens af den organisationsjustering, som vi foretog i juni, hvor nye stillinger med en klarere indholdsstrategisk profil er blevet oprettet. De nye redaktører skal sammen med resten af holdet være med til at sætte retning og skabe rammerne for DR's fremtidige public service indhold."

Hvad er baggrunden for ændringen?

"Jeg foretog en organisationsjustering i forbindelse med DR Mediers nye rolle som garant for modigt og markant public service indhold. Det er vigtigt for mig, at vi hele tiden kan agere på, hvad der sker i samfundet, i danskernes liv og på mediemarkedet. Det indebærer, at vi er parate til at lave de nødvendige ændringer. Konkret har det betydet, at jeg i juni valgte at nedlægge nogle stillinger, for at kunne oprette nye med en anden profil. Samtidig har andre redaktører valgt at sige op - og det betyder, at vi i alt skal har fem ledige stillinger."

Det er midlertidige treårige stillinger, hvorfor midlertidige?

"Det er 3-årige ansættelser med mulighed for forlængelse i to år. Målet er at sikre, at vi hele tiden har de rigtige kompetencer i DR Medier. Hen over årene ændrer fokusområderne sig, og der vil være behov for nye kompetencer. Vi skal være sikre på, at vi hele tiden er skarpe. DR Medier skal være en fleksibel og fokuseret enhed for at løse vores opgave. Samfundet er i bevægelse, og det skal public service også være. Vores redaktører - både programredaktører og markedsføringsredaktører - skal være med til at vise retning. For at public service skal have betydning, skal vi hele tiden formå at gøre den relevant i en moderne virkelighed, og på denne måde får vi mulighed for i højere grad at agere og afspejle den dynamik."

DR Medier blev slanket i forbindelse med omstruktureringen for små to år siden - bl.a. for at reducere antallet af chefer i DR, får I ikke flere chefer igen nu?

"Som sagt er der ikke tale om en udvidelse. Markedsføring og Spot og Præsentation ligger nu under DR Medier - men der har ikke været tilskrivning af stillinger."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også