DR: Ritzau-debat skal ikke tages i medierne

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn melder sig nu i koret af Ritzau-kunder, der kritiserer, at debatten om Ritzaus produkter og pris er kommet frem i medierne, som følge af at Berlingske Media tidligere på sommeren opsagde sin aftale med nyhedsbureauet.
MediaWatch

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn melder sig nu i koret af Ritzau-kunder, der kritiserer, at debatten om Ritzaus produkter og pris er kommet frem i medierne, som følge af at Berlingske Media tidligere på sommeren opsagde sin aftale med nyhedsbureauet.

"Fra DR's side vil vi ikke kommentere på konsekvenserne for Ritzau og for DR's medejerskab af nyhedsbureauet. Det er ærgerligt, at kritikken af Ritzau er kommet frem på den måde, den er. Vi synes ikke, det er en debat, der skal tages i medierne," lyder det fra hende.

Dermed er hun på linje med koncerndirektør Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus og Ritzaus bestyrelsesformand Erik Bjerager.

Ifølge Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, er det dog ikke hende, der har bragt sine overvejelser om Ritzau offentligt til torvs. I så fald ville hun allerede have gjort det i slutningen af juni, da hun meddelte Ritzaus ledelse, at Berlingske ønsker en drøftelse om Ritzaus leverancer til koncernen.

Afventer forhandlinger
Hvis Berlingske Media holder fast i opsigelsen af sin Ritzau-aftale, får det store konsekvenser for de øvrige medejere af Ritzau. Særligt  JP/Politikens Hus og DR er med til at holde hånden under Ritzau, som nogle af bureauets største kunder og medejere. Maria Rørbye Rønn vil dog ikke kommentere på, hvad det betyder for DR, hvis Berlingske trækker sit stik til Ritzau.

"Vi ønsker derfor heller ikke at indgå i diverse spekulationer – hverken om de økonomiske konsekvenser af, at Berlingske Media måtte trække sig ud, eller om Berlingske overvejer at oprette en konkurrent til Ritzau. Nu må vi vente og se, hvad forhandlingerne mellem Ritzau og Berlingske Media fører til og så drøfte sagen i bestyrelsen."

Ritzaus bestyrelse holder møde onsdag denne uge.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også