Superligaen lemper pris-krav i nyt udbud

Kravet om en minimumspris er fjernet i det nye udbud af de syv forskellige 'mediepakker', der giver ret til at vise kampe fra Superligaen fra 2012-15.
Per Fanefjord Laursen

Regnemaskinerne gløder hos tv-selskaberne i disse uger, mens der regnes på bud på retten til at sende Superliga-kampe de kommende år. Ansøgningerne skal være afleveret til Divisionsforeningen den 22. august kl. 12.00 - og tv-rettighederne gælder Superliga-kampene fra sæsonen, der indledes i efteråret 2012 til sæsonen, der ender foråret 2015.

Det helt store spørgsmål er, hvor afgørende kampene er for tv-branchen de kommende år, og hvilken betalingsvillighed og – evne, tv-selskaber og andre medieselskaber kan mobilisere. Den første budrunde i foråret var en indikation. Den mislykkedes, fordi byderne ikke nåede minimumsprisen, som krævet af Konkurrencestyrelsen, for at Divisionsforeningen kan acceptere buddene.

Ifølge MediaWatchs oplysninger er kravet om en minimumspris fjernet i det aktuelle udbud.

Mere tv-egnet
Budprocessen er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, og ingen af aktørerne vil tolke på forløbet. Ifølge MediaWatchs oplysninger består fodboldproduktet dog atter af tre såkaldte live-pakker, plus én pakke med pokalturneringen, én med 1. Division, én med højdepunkter og én med radiorettigheder.

Generelt er produktet lidt mere tv-egnet end i 2007, idet kampplanerne er ændret, således at ingen kampe spilles samtidigt - omvendt er kombinationen af kampe i hver pakke sammensat, så deres værdi er mere jævnbyrdig.

Det menes, at de potentielle bydere er de samme som sidst. MTG skal havde dansk fodbold på TV3+-skærmen, og TV 2 Sport er også svært afhængig af eksklusive Superliga-kampe. Usikkerheden samler sig om, hvorvidt Canal9's ejere, Bonnier, vil investere mere i dansk fodbold eller vælge en anden vej.

Solid tv-branche kan frygte usikre konjunkturer
Tv-selskaberne burde være i fornuftig økonomisk form. De har reddet finanskrise-stormen af, og holder med stærkt stigende reklameomsætning i 2011 mere eller mindre den samme omsætning som sidste gang, der blev budt.

“Men rammebetingelserne er anderledes end sidste gang, der skulle forhandles. Tilbage i 2007 stod vi på toppen af en højkonjunktur. Usikkerheden er meget markant for 2012-2015. Jeg tror, alle venter spændt på udkommet af den globale gældskrise, der raser lige nu,” siger Vice CEO Anders Elley, VivaKi Denmark.

Ingen er i tvivl om, at tv-selskaber i hård konkurrence altid hungrer efter eksklusivt indhold som fodbold, men Anders Elley mistænker, at Superligaen denne gang er tilbøjelig til at overvurdere eget produkt.

“Det virker til, at der er hårde forhandlinger i gang. Umiddelbart vurderer jeg, at Superliga-klubberne overvurderer deres produkt, for det er reelt kun førstevalgskampene, som har pondus i forhold til seertal. Der er nok for få klubber, som har bred interesse.”

Kampe fordelt først i setpember
En anden faktor er, at tv-selskaberne før udbuddet i 2007 vidste, at de skulle igennem et analogt sluk i 2009 og havde behov for at opruste voldsomt på eksklusivt indhold.

Budprocessen er mere kompliceret end blot at indsende en kuvert den 22. august med et prisbud. Byderne skal kvalificere sig til et bud i flere runder, hvor Konkurrencestyrelsen sidder med på sidelinjen.

Det ventes, at Superliga-rettighederne har fået nye ejermænd i begyndelsen af september.

Da kampene sidst blev udbudt i efteråret 2007, endte det med, at tv-selskaberne i alt sendte omkring én milliard kroner videre til fodboldklubberne for deres kampe. Rettighederne fordelte sig for første gang på mange kanaler - både TV3+, TV 2 Sport, Kanal5 og af omveje til Canal9.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også