TV 2 går på seerhugst i weekenden

For et år siden satte TV 2 ressourcerne ind på at styrke den sene aftenflade, late prime, med Anders Breinholt og 'Natholdet' som spydspids. I år er det flanken "weekend", TV 2 har i den strategiske kikkert. Også her sætter kanalen ind med en ny egenproduktion, 'Go' weekend Danmark' for at vinde seere.
Louise Reseke

For et år siden satte TV 2 ressourcerne ind på at styrke den sene aftenflade, late prime, med Anders Breinholt og 'Natholdet' som spydspids. I år er det flanken "weekend", TV 2 har i den strategiske kikkert. Også her sætter kanalen ind med en ny egenproduktion, 'Go' weekend Danmark' for at vinde seere.

"Vi har forbedret late night og slottet før primetime, og nu har vi en ny flanke i weekenden, vi vil styrke. Vi lancerer et nyt formiddagsshow, 'Go'weekend Danmark', som er i familie med 'Go' morgen' og 'Go' aften Danmark', men som bliver mere underholdende og skørt - mindre journalistisk," siger programdirektør Palle Strøm, TV 2.

"Vi ligger rigtig godt i primetime i ugedagene - den næste store udfordring er weekenden, hvor vi ikke er nok til stede og er for profilløse. Vi har tidligere kunnet markere os med at sende serier i 'seriesøndag', men i dag er der 35 andre kanaler, der også sender serier som søndagen, så nu styrker vi med en egenproduktion. Jeg ser gerne, at man starter weekenden på TV 2 og så bliver hængende og ser serier eller sport, eller hvad vi ellers måtte byde på," siger programdirektøren.

Der er endnu ikke sat dato på lanceringen af det tidligere weekendprogram, men både studie og værter bliver nye, forklarer Palle Strøm. 

"Det bliver i familie med Go' morgen, men vil få andre værter og vil ikke blive optaget i samme studie."

Sen flade skal blive endnu bedre
Ud over weekend-satsningen, har Palle Strøm udset sig en række andre tider i sendefladen på hovedkanalen, der skal have en saltvandsindsprøjtning i sendefladen dette efterår som led i det lange, seje træk, der handler om at bremse seersivningen fra hovedkanalen - som andre hovedkanaler som DR1 også kæmper med. Og selvom late night-fladen er blevet stærkere, så er arbejdet her ikke færdigt, forklarer Palle Strøm.

"Vi har forbedret late prime markant, men jeg er først tilfreds, når jeg har fire programmer (mandag-torsdag, red.) i slottet 22.30 - 23.00, der rammer en 10-rating i 21-50-målgruppen. Vi har i dag kun et program, der rigtigt fungerer i slottet, 'Politirapporten', så her vil der komme udskiftninger," siger Palle Strøm, der allerede har to nye programmer på vej, der skal løfte opgaven, som han dog ikke er parat til at afsløre mere om.

Flere muskler tirsdag
Tirsdag aften står også over for en styrkelse - her sætter TV 2 ind med kendisser i den underholdendene ende af faktagenren.

"Primetime tirsdag har konkurrencemæssigt været den hårdeste for os, hvor vi ligger op mod 'Hammerslag' på DR og 'Luksusfælden' på TV3. Vi har prøvet mange ting, men i efteråret sætter vi ind med 'Stjernene på slottet' og 'BS og Basserne' og så 'Toppen af poppen'. Det er det, jeg kalder "super tirsdag", som vi tror meget på. Vi synes selv, at vi har en meget stærk tirsdag," siger Palle Strøm og tilføjer, at TV 2 også fremover skal have nogle store tilbagevendende events, der kan tegne hovedkanalens profil endnu tydeligere.

"Jeg har sat som mål, at vi inden for tre år skal have tre til fem store tilbagevendende events på TV 2. Den første bliver Danish Music Awards, men der vil komme flere til, formentlig allerede inden for det næste halve år," siger Palle Strøm og uddyber, at der vil være tale om et events inden for et bredt felt - ikke kun kultur og underholdning.

Ny julekalender til december
Mens TV 2 tidligere har satset på at sætte sig stærkere på dansk tv-drama, så rummer dette efterår flade stort set ingen egenproduktioner i dramagenren. Dog kommer der en ny julekalender til december.

"Vi har ikke ændret vores fiktionsstrategi. Vi kommer med en ny julekalender til december og til foråret har vi en ny tv-serie på vej, en ny dramady," siger Palle Strøm, der ikke vil sige mere om tv-serien in spe - ud over, at den ligger på komedie-banen, men ikke er en ny omgang 'Lærkevej'.

I forhold til den omdiskuterede kriminalserie 'Den som dræber', der indkasserede en begmand fra Radio- og tv-nævnet i forsommeren, har TV 2 endnu ikke truffet den endelige beslutning om, hvorvidt man vil trykke på startknappen til en sæson to. Men beslutningen bliver truffet inden for kort tid, når alle tropper er vendt retur fra sommerferie, melder Palle Strøm.

Læs mere om TV 2's programmer i efteråret i 'TV 2 vil forsvare forårets resultater'.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også