Stofa skeptisk over for Superliga-kanal

Forbrugerne vender tomlen ned til dyrere tv-pakker. Derfor skal Superliga-klubberne ikke forvente at de får flere penge ud af at lave egen tv-kanal, mener Stofa.
MediaWatch

“Vi kan se på forbrugeradfærden, at prisstigninger gør, at flere vælger de brede tv-pakker fra. Som distributør har vi derfor den klare holdning, at prisen for fodboldrettigheder ikke skal stige,” siger Jørgen Kristensen, direktør for tv og content i Stofa, som distribuerer tv til 600.000 husstande.

Af samme grund er han skeptisk over for FCK-direktør Anders Hørsholts idé om, at de 12 Superligaklubber kan starte deres egen tv-kanal, hvis ikke tv-stationerne får flere penge op af lommerne, når de skal byde på rettighederne. En ny kanal er blandt andet afhængig af, at distributører som Yousee og Stofa nikker ja til at tilbyde deres kunder den.

Tv-rettighederne til Superligaen er røget i omkamp, fordi den pris tv-stationerne i første omgang tilbød, ikke nåede op på Divisionsforeningens krævede minimumspris.


“Selvfølgelig har klubberne en økonomi de skal tage hensyn til, men de skal passe på med ikke at spænde buen, for forbrugerne vælger mindre pakker, hvis prisen bliver for høj, og prisen for sportsrettigheder har været i kraftig vækst i de senere år,” siger Jørgen Kristensen, som også henviser til, at Champions League-rettighederne er afklaret og har været dyrere end sidste gang de var i udbud. Derfor kan der logisk set være færre penge til at byde på Superligaen, og da det ikke går at sende regningen til forbrugerne, må Superliga-klubberne skrue forventnignerne ned.

Adm. direktør for Stofa Ole Simonsen tilføjer, at ideen om en ny fodbold-kanal kan være positiv, hvis den øger konkurrencen.

“Vi ser gerne, at forbrugere får større mulighed for at vælge indhold frit og individuelt, så for os, er det fint, hvis Superligaklubberne kan lave deres egen tv-kanal, men det er et stort projekt, og jeg kan have min tvivl om, hvorvidt de kan løfte det,” siger han.

Ifølge Poul Juul, formand for Foreningen af Danske Antenneforeninger, overvurderer Superliga-klubberne tv-seernes interesse for dansk fodbold, hvis de tror, at prisen kan skrues yderligere op.

Det mener Ole Simonsen dog ikke er tilfældet.

“Jeg er enig med Poul Juul i, at anetenneforeningerne er kede af at, det er så dyrt at få de kanaler, der viser fodbold. Men de tager sig betalt for en vare som forbrugerne vil have, så jeg er ikke enig i, at interessen er aftagende. En kanal der har Superligarettigheder er sikker på at blive solgt. Men prisen på tv-pakkerne stiger på grund af fodboldrettighederne, derfor ønsker vi mest mulig konkurrence mellem de kanaler, der udbyder fodbold,” siger Ole Simonsen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også