Babyfoot afsætter formater til international producent

Babyfoot har ikke skruet ned for blusset, selvom dets ene partner Karsten Bartholin for nylig skiftede livet som selvstændig ud med en stilling som udviklingschef i Blu. Selskabets medstifter David Sidebotham har netop solgt to programformater på baggrund af en “first look”-aftale med ITV Studios, der er en del af Storbritanniens største kommercielle tv-station ITV. Det står bl.a. bag formatet ‘Til middag hos...’.
Tine Brødegaard Hansen

Babyfoot har ikke skruet ned for blusset, selvom dets ene partner Karsten Bartholin for nylig skiftede livet som selvstændig ud med en stilling som udviklingschef i Blu.

Selskabets medstifter David Sidebotham har netop solgt to programformater på baggrund af en “first look”-aftale med ITV Studios, der er en del af Storbritanniens største kommercielle tv-station ITV. Det står bl.a. bag formatet ‘Til middag hos...’.

“ITV Studios får noget tid til at overveje de formater, jeg tilbyder og vender så tilbage med, hvilke de vil have,” siger David Sidebotham og tilføjer, at  ITV Studios netop har nikket ja til et skjult kamera-program og et realityformat, som bliver præsenteret i USA og Storbritannien.

Han er skal nu arbejde tættere sammen med ITV's direktør for internationale formater Mike Beale.

Babyfoot har også forhåbninger til et format, der er et spin off af 'Hjælp jeg er i Japan', som blev vist på TV3, hvor kendte mennesker forsøger sig i japanske gameshows. Det hedder ‘Japan Game show Invasion’ og går på, at japanere kommer til vestlige byer med deres “vanvittige quizprogrammer”, som en amerikansk producent har givet option på.

Sværere at være uafhængig producent
Aftalerne til trods, erkender David Sidebotham, at det ikke er blevet nemmere at afsætte formater i de senere år, hvor konkurrencen er blevet skærpet blandt tv-producenterne.

“De seneste to til tre år har været utrolig udfordrende for uafhængige producenter, fordi der har været så mange opkøb af internationale selskaber. Man skal arbejde hårdt for, at ens formater bliver lige så gode som dem de store selskaber med mange flere ressourcer laver. Når det er sagt, er man også mere fleksibel end de store selskaber, og man får et mere unikt forhold til kunderne. Samtidig er jeg ikke begrænset af en bestemt linje i selskabet, jeg kan præsentere hvad jeg vil på den måde, jeg ønsker det,” siger David Sidebotham.

Forhandlinger om opkøb lagt på is
Ikke desto mindre havde Babyfoot i 2010 tætte forhandlinger om at blive opkøbt af et skandinavisk produktionsselskab, men parterne kunne ikke blive enige om betingelserne, så den snak er indtil videre sat på hold.

“Som uafhængigt selskab får man jævnligt tilbud fra andre selskaber, og det skyldes blandt andet at Babyfoot har fået international succes. Lige nu er jeg ikke på udkig efter at sælge, men det afhænger selvfølgelig af, hvilken aftale jeg kan få,” siger David Sidebotham.

Han er også åben for at finde en afløser for Karsten Bartholin, som indtil i år har været hans partner i Babyfoot siden 2003.

“Jeg er altid på udkig efter nye folk at samarbejde med, men det er klart, når man har haft en så lang arbejdsrelation som Karsten og jeg, skal man vælge en ny forretningspartner klogt og udvikle relationen langsomt.”

Babyfoot kom ud af 2010 med et underskud på 200.000 kr. efter skat mod et overskud på cirka en million kr. året før. Omsætningen faldt i samme periode fra 3,4 mio. kr. til cirka to mio. kr.

En gennemgang af 2010-regnskaberne for de fleste store producenter i Danmark viste resultatnedgang for seks ud af ni selskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også