TV3 har ikke længere monopol på frække reality-serier med fest og druk som omdrejningspunkt, når Kanal 5 tager hul på reality-serien 'Kongerne af Marielyst'. Den starter optagelser i næste uge, skriver SBS TV i en pressemeddelelse.
Mastiff, der også står bag 'Paradise Hotel' på TV3 er producent på Kanal 5-serien, som ikke kommer til at konkurrere med Paradise Hotel, der sendes i forårssæsonen, mens Kanal 5's nye satsning skydes af til efteråret.
Serien bygger på den svenske "skandale-soap" 'Kungarne af Tylösand' (foto), der minder om MTV's reality 'Jersey Shore'.
Otte "ukronede konger fra det danske festmiljø", som ikke kender hinanden, sendes på en fest-ferie til Marielyst, hvor de skal bo, "score" og arbejde uden en ramme i form af en konkurrence eller lignende.
Serien delte vandene i Sverige, hvor den også kørte på Kanal 5 med succes men også skabte forargelse.
- TBH