TV 2 køber X Factor-pendant

Formatet 'The Voice of ...' er TV 2's bud på det næste underholdningshit skåret efter X Factor-skabelonen.

TV 2 har købt de danske rettigheder til underholdningsformatet 'The Voice of Holland', som skulle være udråbt til det nye sort inden for underholdningsformater, skriver TV 2.

"Med 'The Voice of …' har vi fundet et nyt og formidabelt format, som kan supplere TV 2's i forvejen stærke og varierede underholdningsprogrammer som f.eks. 'Vild med dans' og 'Toppen af poppen'. Jeg er meget glad for, at det i den stærke konkurrence er lykkedes TV 2 at købe det mest omtalte internationale format," siger TV 2's programchef, Keld Reinicke, i en pressemeddelelse.

Lige som i 'X Factor' er omdrejningspunktet i 'The Voice of...' at finde og udvikle ukendte sangtalenter. Fire kendte kunstnere vil fungere som mentorer og coaches for talenterne, der i første omgang udvælges "blindt" - det vil sige, at mentorerne kun kan høre og ikke se de sangtalenter, der stiller op til audition. Konkurrencen kulminerer med en live-finale, hvor de fire kendte artister har hver én deltager med i finalen.

TV 2 offentliggør først senere navnene på værten og på de fire sangere, som skal coache talenterne - hvornår programmet kommer til at ligge, og om det evt. skal tage kampen direkte op med X Factor fredag aften i begyndelsen af et nyt år - er uvist.

Formatet er udviklet i Holland af Talpa, den internationale medieentreprenør John de Mols selskab, og er i forvejen produceret i eller solgt til bl.a. USA, Storbritannien, Tyskland, Canada, Sverige, Finland, Belgien, Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet og Ukraine.

Programmet produceres til TV 2 i en co-produktion mellem Nordisk Film og Talpa Media.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også