DR fyrer Kamber

DR vender igen op og ned på organisationen og fyrer bl.a. mediedirektør Mikael Kamber. Han afløses af Gitte Rabøl, nuværende direktør for DR Oplysning, der nedlægges.
MediaWatch

DR udskifter på flere topsstillinger i en stor rokade, der bl.a. betyder farvel til mediedirektør Mikael Kamber - og en mand mindre i DR's direktion.

"DR og direktør for DR Medier Mikael Kamber har indgået aftale om, at han fratræder sin stilling," hedder det i en pressemeddelelse fra DR.

I stedet overtager Gitte Rabøl stillingen som mediedirektør. Hun har hidtil været direktør for DR Oplysning, der nu nedlægges som selvstændig organisationssølje - områderne her lægges i stedet ind under DR Nyheder, DR Danmark og DR Kultur.

Samtidig fratræder underdirektør i DR Medier, Merethe Eckhardt - hun afløses midlertidigt af strategichef Jonas Svava Iversen. Et andet markant farvel gælder kanalchef for P3 og P4 Ole Mølgaard, DR Medier, som også fratræder i forbindelse. I stedet er redaktionschef Tor Arnbjørn udnævnt til ny radiochef i DR Medier med ansvar for P2, P3, P4 og digitalt.

Endelig lægges afdelingerne for Kommunikation og HR sammen i ét nyt fælles direktørområde. Det betyder, at direktør for DR Kommunikation & Markedsføring, Thomas Hertz, fratræder sin stilling.

Nyt DR Medier
Den mest markante forandring gælder DR Medier, der skal have en mere overordnet strategisk indholdsrolle for DR's kanaler og fungere som "public service garant". Det skyldes DR's behov for at sikre samarbejdet om "kursjusteringen" i DR, som bestyrelsesformand Michael Christiansen siger i meddelelsen.

”Derfor har DR's bestyrelse godkendt planerne for en justering af organisationen, der understøtter ønsket om, at public service i endnu højere grad end i dag, kommer til at blive det centrale omdrejningspunkt,” siger Michael Christiansen.

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger i samme forbindelse: 

”Vi har strategien for de kommende år på plads, og nu er tiden inde til at organisere os bedst muligt, så vi gør vores profil endnu skarpere. Det er afgørende for mig, at danskerne i de kommende år oplever, at vi i DR øger kvaliteten og relevansen af vores programmer. Og jeg er sikker på, at den justerede organisation vil bidrage til at skabe en mere kreativ kultur på tværs af afdelingerne, hvor vi arbejder sammen om de nye fælles mål."

I forbindelse med nedlæggelsen af DR Oplysning sker følgende ændringer: 

* P1 Morgen, Kontant og Orientering samles i DR Nyheder, hvor man organisatorisk nu opdeler i Input og Output med hver sin chef. Redaktionschef Judith Skriver er konstitueret som chef for P1 Morgen og DR Debat (under Output).

* Ungdomsredaktionen, P3, Aftenshowet og Events samles i DR Kultur under området DR Kulturprogramredaktion. Området tæller også Kulturredaktion, P2 & Live klassisk, Tv event og musik, radio, web & arkiv. Der skal ansættes en ny chef for det udvidede område.

* Dokumentar, Historie og Videnskab, Reportage samt Undervisning samles i direktørområdet DR Danmark. Ole Hjortdal konstitueres i en ny stilling som chef for disse områder - sammen med områderne Tro, Natur, Kultur & samfund, B&U og Web samt livsstil.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også