EU godkender TV 2’s brugerbetaling

Den store EU-sten, der kunne spærre for TV 2’s abonnementsbetaling fra 2012 - en del af redningsplanen for TV 2 - er trillet af vejen med en afgørelse i Kommissionen i dag og faldt ud til TV 2’s fordel.
MediaWatch

Den store EU-sten, der kunne spærre for TV 2’s abonnementsbetaling fra 2012 - en del af redningsplanen for TV 2 - er trillet af vejen med en afgørelse i Kommissionen i dag og faldt ud til TV 2’s fordel.

“Kommissionen finder, at den anmeldte plan om at bruge støtten til omstrukturering af TV 2 vil genoprette selskabets langsigtede rentabilitet, især gennem en ny forretningsmodel, der giver selskabet mulighed for at opkræve abonnementsbetaling for dets public service-hovedkanal fra 2012,” hedder det i en pressemeddelelse.

TV 2's økonomiske kvaler resulterede i et statslån på en halv mia. kr., som EU-Kommissionen accepterede på betingelse af, at TV 2's fremtid skulle sikres uden fortsat statsstøtte. Det er formålet med abonnementsbetalingen.

For nylig vedtog politikerne en ændring til redningsplanen, der skrotter ideen om, at TV 2 fortsat skulle være gratis med et TV 2-alene-kort-model for dem, som kun modtager TV 2 og DR samt andre gratis kanaler. Administrationen af den ordning ville blive for dyr og tung. Derfor skal alle seere betale til TV 2 fra 2012, vedtog regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der står bag den mediepolitiske aftale for 2007-2010.

TV 2 forventer at lægge sig på et 2012-prisniveau på 10-12 kr. pr. abonnement pr. måned, ekskl. moms og eventuel distributøravance.

Kritikere har omtalt abonnementsbetalingen til hovedkanalen som en "TV 2-skat", men det afviser TV 2's adm. direktør Merete Eldrup ikke overraskende. Hun mener, at TV 2 har brug for den nye indtægtsstrøm i tillæg til de konjunkturfølsomme reklameindtægter.

Samtidig betyder det stærkere økonomiske grundlag for TV 2, som EU-Kommissionen nu har givet grønt lys for, at TV 2 mere kommer til at ligne en "almindelig" kommerciel virksomhed, mener Merete Eldrup ifølge business.dk. Det kan potentielt stille TV 2 bedre i forhold til den privatisering af tv-stationen, som har været på regeringens agenda, siden den kom til magten i 2001. Det mener professor i medievidenskab Frands Mortensen dog ikke.

TV 2 slipper for bøde på 628 mio. kr.
I en anden afgørelse, der også blev vedtaget onsdag, får TV 2 ligeledes medvind. Kommissionen har nemlig også godkendt, at licensen til TV 2 fra 1995 til 2002 “har stået i et rimeligt forhold til omkostningerne ved opfyldelsen af selskabets public service-opgave og derfor ikke har medført urimelig konkurrenceforvridning”.

I en tidligere beslutning fra 2004, erklærede Kommissionen ellers støtten for ulovlig og krævede et beløb på 628 mio. kr. tilbagebetalt. Den beslutning blev annulleret af EU-Domstolen i 2008 og står nu ved magt.

Kommissionens næstformand med ansvar for konkurrencepolitikken, Joaquín Almunia, sagde ifølge meddelelsen:

"Dette er i vidt omfang en gammel sag, som jeg håber, vi nu har fundet en tilfredsstillende løsning på. Kommissionen erkender, at public service-tv-selskaber spiller en vigtig rolle for den kulturelle, demokratiske og offentlige debat i medlemsstaterne. Jeg er tilfreds med, at de danske foranstaltninger sikrer en passende finansiering af public service-tv uden ubehørigt at fordreje konkurrencen i det indre marked."

EU-afgørelserne har været ventet i det nye år, men ifølge en tidligere vurdering fra professor Frands Mortensen kan afgørelserne nå EU-Domstolen igen, og er derfor ikke nødvendigs endelige.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også