ProSieben afblæser SBS-salg

ProSiebenSat.1-gruppen har som forventet solgt sine tv-aktiviteter i Benelux-landene til et konsortium bestående af det finske medieselskab Sanoma og Talpa Holding i Holland og et konsortium af Sanoma, Corelio N.V. and Waterman & Waterman CVA i Belgien.
MediaWatch

ProSiebenSat.1-gruppen har som forventet solgt sine tv-aktiviteter i Benelux-landene til et konsortium bestående af det finske medieselskab Sanoma og Talpa Holding i Holland og et konsortium af Sanoma, Corelio N.V. and Waterman & Waterman CVA i Belgien.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra ProSiebenSat1.

Prisen for Benelux-salget landede på 1,225 mia. euro. Beløbet svarer ifølge meddelelsen til selskabernes årlige driftsresultat før afskrivninger (ebitda) gange 10,6. Det er tilsyneladende nok til at tage de velindtjenende nordiske tv-aktiviteter af bordet.

Salget gavner både selskabet og dets aktionærer, og derfor er det “strategiske evaluering” nu afsluttet succesfuldt, lyder det fra Thomas Ebeling, adm. direktør for ProSiebenSat.1’s i en pressemeddelelse.

Norsk SBS: Salg viser tro på Nordens vækstpotentiale
Informationschef i SBS TV Danmark, Jesper Jürgensen, tolker udmeldingen som en klar afvisning af, at selskabets nordiske arm er til salg.

"Muligheden for at sælge SBS har været undersøgt, men SBS bliver ikke solgt," siger han.

I selskabets norske del slår man lidt mere ud med armene. Her tolker TVNorge-chef Harald Strømme ProSiebenSat.1's beslutning som et skulderklap.

"Når ProSieben nu vælger at beholde os i gruppen tager jeg det som en tillidserklæring fra vores ejere, og som et udryk for deres stærke tro på vores fortsatte vækstpotentiale," siger han til kampanje.com.

Evaluering kunne gå begge veje
ProSiebenSat.1's "evaluering" af sine aktiver startede i slutningen af sidste år med henblik på at nedbringe gælden i selskabet, der har to kapitalfonde som majoritetsaktionærer.

Fra begyndelsen har ledelsen i ProSieben.Sat1's samt den danske ledelse gjort det klart, at de strategiske overvejelser ikke nødvendigvis ville resultere i frasalg.

Prisen for de nordiske tv-kanaler blev af en analytiker anslået til at ligge på omkring otte mia. kr. En høj pris, som den mest interesserede byder, MTG, kunne få kvaler med at kunne eller ville tilbyde, ifølge flere kilder. Købstilbuddene har i hvert fald ikke været fristende nok for ProSiebenSat.1, der også kan notere sig, at bl.a. SBS i Danmark er en guldgrube, ifølge MediaWatch' oplysninger.

En analytiker har netop påpeget at salget af de nordiske dele af selskabet først ville gå i gang, når Benelux-salget var afsluttet.

Synergifordelene ved et opkøb ville især være store for MTG, men i produktionsselskaberne og blandt annoncørerne kan man nu ånde lettet op, da større koncentration blandt tv-ejerne kan føre til prispres på programproduktioner samt højere annoncepriser.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også