DR TV kan tabe tusindvis af seere på gulvet

DR1 og DR2 kommer til at mangle seere i 82.000 husstande, hvis de ikke hjælpes til at opgradere deres digitale tv-modtagelse inden januar.
Per Fanefjord Laursen

Den 1. januar 2012 udfases MPEG2 kodning af de digitale tv-signaler til fordel for MPEG4, der åbner for langt flere kanaler i mux1.

Det er godt nyt for tv-markedet, men det betyder, at tusindvis af husstande skal opgradere deres modtageudstyr for at kunne se DR1 og DR2, som er de to vigtigste kanaler i mux1.

Dertil kommer, at husstandene skal bruge MPEG4-udstyr for at kunne købe sig afgang til TV 2, der ligger i mux3 fra januar som følge af abonnementsløsningen.

Der er i runde tal 224.000 husstande, der ser digital tv ved hjælp af MPEG2 kodning, og som kan komme i klemme og miste tv-signalerne fra januar, vurderer Brancheforeningen for Forbrugerelektronik (BFE)

82.000 i farezonen
BFE’ kommunikationschef Erling Madsen er på hele tv-branchens vegne lettere bekymret for den informationsopgave, der ligger forude.

”Af de 224.000 er der 82.000 hustande, der akut er i faregruppen for at stoppe som tv-seere,” siger han – med henvisning til, at det er de husstande, hvor tv-apparatet i stuen har MPEG2 kodning. De går i sort til januar, hvis ikke man opgraderer sit modtageudstyr.

”Det haster, hvis ikke nogle af de mange berørte forbrugere skal komme i klemme. Akkurat som der blev sat ind ved skiftet fra analogt til digitalt tv. Derfor bør politikerne også bidrage med penge til information, da det er en konsekvens af en politisk beslutning” siger Erling Madsen.

De 82.000 ’akutte’ husstande, der pinedød skal træffe beslutninger om deres tv-modtagelse, er samtidig en lækkerbisken for alle tv-distributører, f.eks. Boxer TV, YouSee, Viasat, osv.

Ministeriet bekymret  
Kulturministerens topembedsmand benyttede også en konference for ca. tre uger siden til at advare tv- og distributionsbranchen.

“Det er vigtigt, at vi får information ud til alle forbrugere, og vi vil gerne koordinere. Derfor vil vi invitere BFE, DR og TV2 til et møde,” sagde afdelingschef Jesper Hermansen, kulturministeriet, på BFE- konferencen, og understregede, at ministeriet ikke har penge til kampagnen.

Den invitation til dialog har BFE allerede kvitteret for.

Det er op til Påske ikke lykkedes at få en kommentar fra DR.

Husstande med antenne i  søgelyset
I alt er 224.000 hustande i spil ifølge BFE’ beregning:

Der er samlet set 378.292 husstande, som modtager tv via almindelig antenne på deres primære tv-apparat, og heraf bruger 82.000 husstande MPEG2-udstyr - hvad enten det er indbygget modtager eller modtagerboks.

Dertil kommer, at der er 589.312 husstande, der modtager terrestrisk-tv i sommerhus, m.m. - af dem er der 142.000 husstande, der benytter MPEG2-udstyr.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også