Nævn gransker 'Den som dræber'

Radio- og tv-nævnet indleder en længere officiel undersøgelse af, om TV 2-serien 'Den som dræber' er for voldsom til at blive vist klokken otte.
Per Fanefjord Laursen

Et enigt Radio- og tv-nævn besluttede på et møde tirsdag eftermiddag at undersøge, om TV 2's ‘Den som dræber' med sendetidspunktet søndag kl. 20 kan være skadelig for de mindste seere.

"Det er nævnets opfattelse, at TV 2 med 'Den som dræber' sætter nye standarder for det dramatiske indhold i tv-dramatik. Volden i 'Den som dræber' er mere explicit, end hvad vi hidtil har set," siger formanden for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, til nyhedsbureauet Newspaq.

Lang sagsbehandling
Serien er blevet kritiseret for at være mere rå end DR’s kriminalserier som f.eks. Forbrydelsen og derfor uegnet til en sendetid søndag kl. 20.00.

I Radio- og tv-nævnet har man ikke taget stilling til, om serien bør flyttes, men vil undersøge, om serien er for voldsom til sendetidspunktet.

Sagsbehandlingen vil ske i nært samarbejde med fagkundskaben og sendes til høring hos TV 2 og hos Medierådet for Børn og Unges censorer.

"Hvis det ender med, at vi konkluderer, at 'Den som dræber' kan virke skadelig for børn, så kan TV 2 ikke sende serien klokken otte, som de gør nu," siger Christian Scherfig.

Nævnet forventer at træffe en afgørelse på et møde inden sommerferien - altså lang tid efter første sæson af serien er færdig, erkender formanden. TV 2 forventer at sende en sæson 2 af serien næste år.

Der vil i maj måned blive afholdt et seminar, der skal behandle emnet om vold i den bedste sendetid mere generelt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også