Krav om tv "a la carte" vakler

Regeringen indleder om kort tid et udredningsarbejde af, hvorledes man kan sikre danskerne et friere valg af tv-leverandør. Arbejdet sker i forlængelse af medieaftalen - men er et område, hvor oppositionen og regeringen trods et smalt forlig er på linje.
Per Fanefjord Laursen

Regeringen indleder om kort tid et udredningsarbejde af, hvorledes man kan sikre danskerne et friere valg af tv-leverandør. Arbejdet sker i forlængelse af medieaftalen - men er et område, hvor oppositionen og regeringen trods et smalt forlig er på linje.

Politikerne vil afskaffe, at lokalplaner stiller krav om tilslutningspligt til et bestemt antenneanlæg. I stedet vil man åbne for et mere selvstændigt valg af modtageform i den enkelte husstand. Politikerne ønsker også undersøgt, om forbrugerne i højere grad kan købe deres tv-kanaler enkeltvis - ofte omtalt som ‘a la carte’.

“Vi var i bred enighed om at sikre forbrugerne større valgfrihed af distributør og kanaler,” siger kulturordfører Mogens Jensen (S).

Ny norsk viden
Nu rejser en ny omfattende norsk undersøgelse af samme politiske intensioner imidlertid tvivl om dele af de danske politikeres slagplan.

Den norske undersøgelse blev sat i gang i 2009 på baggrund af den daværende kulturministers ønsker om at indføre enkeltkanals valg i Norge.

Hovedkonklusionen fra den norske arbejdsgruppe er, at der ikke bør foretages politiske indgreb, fordi de afledte negative effekter langt overstiger gevinsten.

“En væsentlig faktor i de vore konklusioner er, at en overvejende del af husstandene er meget tilfredse med deres tv- og modtageforhold,” siger afdelingdirektør Aslaug Hagestrand Nag, fra det norske Post- og Teletilsynet.

“Anbefalingen fra arbejdsgruppen blev, at man ikke bør tvinge branchen til at tilbyde enkeltkanal-valg ved lov. Mere effektiv konkurrence på markedet og teknologien er en bedre vej til at sikre friere valg,” siger hun.

Påbud måske en blindgyde
“Den norske undersøgelse viser, at det kan føre til øgede omkostninger for seerne, hvis politikerne vil påbyde distributører at udbyde enkeltkanaler,” siger Mogens Jensen, der blev præsenteret for resultaterne på en BFE-konference forleden, og nu vil studere de norske erfaringer nøjere.

“Jeg tager de norske resultater til efterretning og erkender, at politiske påbud om udbud af tv-kanaler kan blive svært og få meget uhensigtsmæssige konsekvenser.”

Ellen Trane Nørby (V) og Rasmus Jarlov (K) gav på samme konference udtryk for, at det bedste, man kan gøre, er at sikre, at forbrugerne ikke er låst til en særlig tv-udbyder gennem deres boligforening, antenneforening og grundejerforening.

Mere information
De norske anbefalinger rummer også alternativer til lovindgreb - f.eks. udvidet forbrugerinformation, herunder overskuelige oplysninger om tv-udbydere, deres tv-pakker og prissætning.

“Der er inspiration at hente, mener jeg. F.eks. i den norske idé med at etablere en portal på nettet med forbrugerinformation om tv-pakker,” siger Mogens Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også