Kaj og Andrea - midtvejs uden krise

På tirsdag 8. marts er det 40 år siden, at en ubehøvlet frø og en lettere skinger papegøje blev en del af DR's børne-tv som makkerparret Kaj og Andrea.
MediaWatch

Tirsdag fejrer nogle af DR's største stjerner, Kaj og Andrea, deres 40-års jubilæum på tv-skærmen. På selve dagen vises Kaj og Andrea på DR1 klokken 7.00, skriver DR i en pressemeddelelse.

"Kaj og Andrea er flyttet med ind i landet Ramasjang, og dermed er de nye generationer også sikret bekendtskab med de to dukker. Deres forskellighed og deres venskab er en universel fortælling, der er mindst lige så aktuel som for 40 år siden. Og historier om mangfoldighed kan vi ikke få for mange af på dansk børne-tv," siger  kanalchef i DR Medier, Børn & Unge, Birgitte Fredsby, i meddelelsen.

Kaj og Andrea-merchandise er fortsat en god forretning for DR, som snart udgiver fødselsdags-dvd'en 'Kaj & Andrea - De første år'. Hånddukkerne med Kaj og Andrea samt bøger, sengetøj og spil sælger stadig godt, og det samme gør musikken fra udsendelsen. I gennem årene er der blevet solgt et sted mellem 250.000 og 300.000 cd'er med 'Kaj og Andrea', oplyser DR.

I alt er det blevet til næsten 180 'Kaj og Andrea'-programmer. Den sidste nye udsendelse blev sendt den 10. marts 2007.

Gennem alle årene har Hanne Willumsen og Kjeld Nørgaard lagt stemme til dukkerne. Katrine Hauch-Fausbøll var seriens fødselshjælper og senere også instruktør og medforfatter. Hun arbejder fortsat i DR. I begyndelsen var Andrea alene med Povl Kjøller og Kjeld Nørgaard, men det varede kun i syv programmer i 1971, før Kaj møvede sig ind den 22. november 1971.

- TBH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også