DR-direktører byder Rønn velkommen

Maria Rørbye Rønn bliver en gevinst for DR, mener Gitte Rabøl, direktør for DR Oplysning. Også Ulrik Haagerup og Mikael Kamber glæder sig over valget af den nye generaldirektør.
MediaWatch

Gitte Rabøl, direktør for DR Oplysning (foto), har gode erfaringer med samarbejdet med Maria Rørbye Rønn både før og efter hun blev konstitueret som generaldirektør.

"Hun (Maria Rønn, red.) har en tårnhøj faglighed og er den rigtige person for DR og public service. Når man arbejder med oplysning og som DR har en rolle som vagthund, er det en styrke med en generaldirektør der står fast, som hun gør. Hun er på alle måder en gevinst for DR," siger Gitte Rabøl og tilføjer:

"Og så er hun også sjov og har en god humor."

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup kalder Maria Rørbye Rønn for en "uideologisk leder", som er ordentlig og dygtig.

"Det er en stor glæde på danskernes vegne og for DR, at hun er blevet udnævnt, og det er et klogt valg. Hun (Maria Rønn, red.) er ikke bange for at træffe beslutninger, og gør det på en god måde. Hun er også dygtig til at få et hold til at fungere," siger Ulrik Haagerup, som også roser Maria Rørbye Rønn for arbejdet med public service-kontrakten, som partierne bag medieaftalen netop er blevet enige om og som fastlægger DR's opgaver for de næste fire år.

"Jeg er glad for public service-kontrakten, som giver DR klare rammer og mulighed for fleksibilitet. Maria Rønn har en stor ære for, at det endte på den måde, og hun har ikke kun fokus på, hvad der gavner DR, men på hvad der gavner danskerne, som vi jo tvinger til at betale licens," siger Ulrik Haagerup.

Også mediedirektør Mikael Kamber "er rigtig glad for", at DR's bestyrelse har valgt Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør.

De to øvrige indholdsdirektører, Inger Bach, direktør for DR Danmark og Morten Hesseldahl, direktør for DR Kultur, var ikke til stede ved pressemødet for DR's nye generaldirektør.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også