Lotte Lindegaard ny DR1-chef

Lotte Lindegaard afløser Ulla Pors Nielsen som kanalchef for DR1. Hun kommer fra en ledende stilling i STV.
MediaWatch

Siden 2007 har Lotte Lindegaard (47) været producent og en del af ledelsen på STV Production, men nu vender hun tilbage til DR, hvor hun tidligere har været børne- og ungdomsredaktør, som DR1's kanalchef.

Hun overtager posten efter Ulla Pors Nielsen, der er skiftet til en stiling som udviklings- og eventchef på TV 2 fra nytår.

”Lotte Lindegaard er som skabt til jobbet. Hun har et meget skarpt blik for kanalens styrker og udviklingsmuligheder, og hendes faglige baggrund er respektindgydende. Hun er hurtig i hovedet, og hun har en smittende energi. Og så kender hun oven i købet DR-systemet rigtig godt. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er den rigtige,” siger DR's mediedirektør Mikael Kamber i en pressemeddelelse.

Lotte Lindegaard har fokus på at få de yngre seere til at tænde for DR1.

”Udfordringen de kommende år bliver at gøre DR1 lige så attraktiv for de yngre seere, som den lige nu er for de lidt ældre. Og gøre det med respekt for de fine værdier, kanalen bygger på.”

Som DR1-chef bliver Lotte Lindegaard en del af DR Mediers nye tv-ledelse, der har kanalcheferne Birgitte Fredsby og Arne Notkin som de to øvrige medlemmer.

Lotte Lindegaard er uddannet cand.comm. fra RUC i 1988, og hun har en bachelor i tv-produktion fra Washington State University i USA. Lotte Lindegaard arbejdede i DR fra 1990-2004, hvor hun op gennem 1990’erne var udviklingskonsulent i DR Udvikling og kvalitativ medieforsker og projektleder for DR TV’s chefredaktion. Fra 2000-2004 var Lotte Lindegaard børne- og ungdomsredaktør på DR TV, inden hun drog til TV 2, hvor hun havde den samme titel fra 2004-2007.

- TBH 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også