TV 2 Sport på foryngelseskur

Blandt de rettigheder, TV 2 Sport har sikret sig før nytår, er flere nye målrettet ambitionen om flere yngre seere.

Nye ekstremsport-rettigheder skal give TV 2 Sport mere og bedre greb om den kommercielt attraktive unge målgruppe.

TV 2 Sport har på den konto investeret i 17 programmer fra 'X Games' – et internationalt træf for skateboardere, BMX-kørere og rallykørere, der hvert år afholdes i USA - og 15 programmer fra 'Winter X Games' med bl.a. skiløb, snowboard og snowmobile. Dertil kommer en række 'Multisport Series'-programmer med blandt andet cykling, løb, skiløb og triatlon.

"De fleste tv-stationer er på jagt efter de yngre seere, fordi seerne generelt bliver ældre og ældre. Vi vil tænke i en lidt friskere indpakning af nogle af vores brede programmer, og så har vi samtidig købt nye programmer målrettet de yngre seere. Øvelsen er at få flere unge ind i butikken uden at miste de ældre. Derfor er det også vigtigt for os, at vi har forlænget rettigheder på f.eks. dansk håndbold og badminton," siger sportschef Lene Ugilt Hansen, TV 2 Sport, der samtidig er ved at undersøge, hvornår i fladen de nye programmer skal ligge for at sikre basis for flest unge seere.

Blandt de mere klassiske sportsrettigheder, som TV 2 Sport har forlænget før nytår, er Wimbledon-tennis, som TV 2 Sport har sikret sig til og med 2013, golfturneringen US Masters til og med 2012 - samt hhv. tre- og fireårige aftaler med Danmarks Badminton Forbund og Dansk Håndbold Forbund, der betyder mere dansk badminton og flere håndboldliga-kampe på skærmen.

Tilbage på forhandlingsbordet står fodboldrettighederne til Superligaen, som der er lagt op til kamp om i foråret, hvor også DR og TV 2 - måske - vil melde sig på banen. Også forhandlingerne om Champions League-rettighederne indledes i år, selvom de først udløber i 2012.

"At vi nu har lukket en stribe store aftaler betyder også, at vi kan fokusere alle vores kræfter på de to næste store udfordringer – nemlig genforhandling af rettighederne for henholdsvis Superligaen og Champions League," siger pressechef Bo Andersen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også