JP også lun på TV 2-samarbejde

Jyllands-Posten ser det også som en attraktiv mulighed at levere finansstof til TV 2 - evt. gennem det nyetablerede online medie Finanswatch.

Arvtageren efter Børsen, der har valgt at opsige sin samarbejdsaftale med TV 2,  bliver tilsyneladende ikke svær at finde. I går inviterede Berlingske Media åbent TV 2 til en samarbejdssnak - og svaret fra Jyllands-Posten er også positivt, da MediaWatch spørger ind til interessen her.

”TV 2-News er da helt sikkert en interessant samarbejdspartner på finans- og erhvervsområdet. Det er et af JP’s kerneområder på tværs af alle platforme, og senest har vi i december lanceret et betalingssite for netop finanssektoren,Finanswatch.dk. Så på mange måder vil et samarbejde jo være oplagt, men det afhænger jo i sidste ende af karakteren af et sådant samarbejde," siger direktør Klaus Høeg Hagensen, Jyllands-Posten.

JP/Politikens Hus og TV 2 samarbejder i forvejen på nogle områder. Senest er de to koncerner gået i partnerskab om at byde på den nye radio på FM4 - og Politiken og TV 2 Nyhederne har siden 2009 samarbejdet fast med Megafon om meningsmålinger. Klaus Høeg-Hagensen understreger dog, at der ikke er grund til hastværk.

"Som vi har forstået er TV 2-News i en proces med at finde ud af hvad de vil, og så kan vi jo passende gøre det samme – tænke os lidt om, gøre os vore overvejelser, og sørge for at holde os til, når tingene er mere konkrete,” siger han.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også