'Lykke' gør kun næsten lykke

DR rammer ifølge to morgenaviser plet med depressionskomedien 'Lykke', men Politikens anmelder blev mere depri end glad af den nye søndagsserie.
MediaWatch

DR kalder sin nye tv-serie 'Lykke' for en "depressionskomedie" og samme blandede signaler sender morgenavisernes anmeldere i deres bedømmelse af dramaet.

Politikens tv-redaktør Henrik Palle giver serien to hjerter ud af seks. 'Lykke' er ikke sjov og "den sætter sig formatmæssigt mellem to stole", skriver anmelderen der ikke én gang i løbet af det timelange afsnit trak på smilebåndet. Heller ikke seriens karakterer, som er "fortegende" fandt nåde for anmelderens blik.

"De sagde mig simpelthen lige så lidt som et glas lunkent vandværksvand," lyder dommen, som slutter med, at 'Lykke' er mere depression end komedie.

"Den indskriver sig dermed i en trist dansk tv-komedietradition, hvor fusere er normen, og de store grin er sjældne som rav på Amager Strand. Øv, nu havde vi sådan glædet os."

Henrik Palles hårde ord bliver dog blødt op af Berlingske Tidendes anmelder, der giver serien fire stjerner ud af seks.

"Det er på høje tid, vi får en satire over det moderne arbejdsliv og tidens falske guder. Hvad kunne være en mere velvalgt slagmark end en topstyret medicinalgigant, der vil score kassen på at dæmpe stress med piller?" skriver Jakob Steen Olsen.

Men klicheerne lurer, og dialogen må gerne blive vittigere, tilføjer han.

Jyllands-Postens anmelder kaster også fire stjerner ud af seks af sig og kalder serien "let og luftig søndagsunderholdning, velegnet til en varm sofa i en kold tid".

Der var gode komediemuligheder i første afsnit og "kommende søndage vil vise, om de gribes, og hvor elegant de turneres," skriver Jyllands-Postens Henrik Lyding.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også