DR-satire: Fra politisk bid til social kant

Ny forskningsbog om underholdnings-tv stiller bl.a. skarpt på satirens udvikling i DR, hvor den politiske satire-tradition er afløst af social satire på reservatet, DR2.
Tine Brødegaard Hansen

Satiren har været med til at profilere DR2 og er elsket - i hvert har den mindste antydning af neddroslinger på DR2-satirefronten tidligere medført massiv mediedækning og protester fra seerne.

Nu stiller medieforsker Hanne Bruun fra Aarhus Universitet skarpt på, hvordan satiren har udviklet sig og opnået sin succes på DR2, som en del af forskningsbogen 'Underholdende tv'.

En af de væsentligste udviklinger er bevægelsen fra politisk satire til social satire, som i modsætning til den politiske satire kke er præget af aktualitet, og som udstiller bestemte "sociale typer og mentatliteter". Det er blandt andet tilfældet i DR2-serien 'Drengene fra Angora'.

Hvorfor har det, du benævner 'social satire', vundet indpas på bekostning af politisk satire i DR?

"Fordi det er billigere at producere, end politisk satire traditionelt har været og også fortsat er, og fordi social satire er uafhængig af nyhedsstrømmen og publikums viden om politiske sager på mediernes dagsorden. Endelig betyder det, at den sociale satire kan genudsendes, bruges på nettet i sin helhed og som enkelte sketches, f.eks. på dr.dk's satiresite samt sociale sites og udgives på dvd. Den politiske satire er desuden svær at lave, hvis man skal tro producenterne. Endelig var den poltiske satire i gamle dage meget tæt knyttet til politiske journalisters virke på dagblade og i tv, samt en række professionelle skribenter og skuespillere, som dyrkede den få gange om året. Der var kort sagt nogle helt, helt andre produktionsvilkår og måder at producere på, end tilfældet er i dag."

Hvad er de vigtigste faktorer, som har påvirket DR's satireudvikling siden 90'erne?

"Tv-konkurrencen om at holde på seerne og samtidig bevare kontakten med de politisk vigtige målgrupper, som i dag er de unge voksne og de veluddannede dele af befolkningen. Det har betydet en voksende 'nichificering' af tv, også i Danmark, hvor vi jo kun er 5,5 millioner. For DR er indførelsen af DR2 central. Den skulle desuden finansieres inden for budgettet, og derfor var den meget dyre produktionsform, man havde brugt siden 68 ikke længere mulig. Dels var der et stort behov for 'kanal-brandende' danske programmer, og målet var også, at der skulle være underholdning på DR2. Satiren var en høj-status underholdningsgenre i DR, men med relativt lave ratings, og blev derfor flyttet til DR2, for at få gjort DR1 mere mainstream-orienteret. Pengene på DR2 var små, og der var så få seere i begyndelsen, at der blev talt om 'secret service', men det gav anledning til nødvendige low-buget-eksperimenter, og helt andre komikere fik derfor adgang til at lave tv: Mange fra B&U, fra lokal-tv, unge skuespillere med komisk talent og stand-up'erne. Det gav en masse tv for næsten ingen penge, fordi disse unge var "sultne" eftet at komme på tv og derfor fandt sig i meget dårlige arbejdsvilkår. Andre forklaringer er, at den måde, man havde produceret tv-satire på gennem 30 år trængte til fornyelse - den var stivnet noget i rutine."

Hvad har oprettelsen af DR2 betydet for satiren i DR?

"For det første at satire er blevet produktudviklet til noget for et særligt ungt og udvalgt publikum og ikke for mainstream seerne. Producenterne af satiren minder i stort omfang om DR2's seere, og seerbevidsthed er blevet noget for management-laget i tv, og sådan var det ikke før. På paradoksal vis var de 'gamle' satirefolk mere klar over, at de sendte til nogen, som ikke var som dem selv, og at de skulle ramme bredt. Det er ikke satirens rolle mere, den skal ramme smalt. For det andet har satiren gennemgået en ganske markant form- og indholdsmæssig udvikling, hvor den sociale satire især er blevet findyrket, men hvor de erfaringer sjovt nok ikke bliver brugt til at underholde DR1's målgruppe med. Måske er dette i forandring, og TV 2 har pæn succes med Live fra Bremen, hvilket kunne være en grund til, at DR også gør noget nyt, dvs. genintroducerer satire på DR1?"

Og hvad har satiren betydet for DR2?

"Den har brandet kanalen - og gør det stadig - og gjort den til en meget vigtig kreativ legeplads for nye tv-komedie former i den danske medieverden. DR2 tiltrækker desuden komiske talenter, som komediebranchen og andre tv-sationer har fået glæde af."

Du nævner, at de seneste 15 år inden for DR's underholdningstilbud kan læses som en forfaldshistorie om, hvordan satiren stort set forsvandt, men også som en historie om markant kreativ fornyelse af satiren. Hvilken betegnelse er mest korrekt og hvorfor?

"Jeg mener, at begge er lige rigtige, beklager. Hvis man er til den form for politisk satire, der som 'The Daily Show' rister aktuelle politiske sager, nyhedsmedierne og de politiske, økonomiske og kulturelle magthavere, er der næsten intet at komme efter. Og der bruges for få penge og er for lidt fokus på at produktudvikle denne form for underholdning. Men hvis man er til social satire, der også har en kritisk politisk kant og er provokerende, men ikke er nyhedsspejlende, kan man rulle sig i den ene serie efter den anden. Og lige om lidt skal jeg ind og se min personlige yndling: 'Rytteriet'."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også