'Kontant': V-ordfører lagde pres på DR-bestyrelse

DR's forbrugermagasin 'Kontant' føler sig udsat for politisk pres, efter Venstres medieordfører videresendte en mail til DR's bestyrelse, der indeholdt skarp kritik af et Kontant-program om landbruget.
Per Fanefjord Laursen

DR's forbrugerprogram Kontant føler sig udsat for politisk pres, efter Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby har videresendt en kritisk mail til DR's bestyrelse inden en kritisk Kontant-udsendelse om landbruget. Det skriver politiken.dk.

Brevet er skrevet af landmand Søren Søndergaard, der føler sig misbrugt efter at have optrådt i en Kontant-udsendelse om dyrenes vilkår i dansk svineproduktion.

Sagen kommer frem, fordi landmændenes egen interesseorganisation Landbrug og Fødevarer skriver om det på sin hjemmeside, foodculture.dk. Her citeres Ellen Trane Nørby for at sige, at hun "har valgt at sende brevet fra Søren Søndergaard videre til DR's bestyrelse".

Mailen blev videresendt inden udsendelsen blev sendt den 26. oktober, og samme dag blev redaktionen bedt om en redegørelse fra DR's ledelse.

Vant til pres
Redaktør på Kontant, Lisbeth Kølster siger, at man i DR er vant til at være under pres fra dem, man kigger kritisk på, men:

“Jo større spiller, jo større pres. Sådan er det. Det her var anderledes, fordi det var en politiker fra et regeringsparti, som tilsyneladende gik direkte til ledelsen af DR i et forsvar for landbruget. Vær dog ærlige. Hvis ikke det er politisk pres, hvad er det så?”

Mange i DR fik mailen
Ellen Trane Nørby afviser, at hendes kontakt til DR-bestyrelsen er udtryk for politisk pres.

“Hvis jeg som medieordfører havde blandet mig i et enkeltprogram, så havde der været et problem. Det gør jeg jo netop ikke. Jeg sender henvendelsen videre til bestyrelsen til orientering,” siger hun til Politiken.

Direktør for DR Medier, Mikael Kamber, siger til Politiken, at det ikke var Ellen Trane Nørbys henvendelse, der fik ledelsen til at bede redaktionen om en redegørelse. Det var derimod, at landmanden Søren Søndergaards mail blev rundsendt meget bredt i DR. Så bredt, at den også landede i Mikael Kambers egen mailboks.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også