Ny DR-generaldirektør til marts

DR’s nye generaldirektør, der efterfølger Kenneth Plummer, udpeges til marts.
Per Fanefjord Laursen

DR’s nye generaldirektør, der efterfølger Kenneth Plummer, udpeges til marts. Processen med at finde en ny generaldirektør til DR gik i gang for præcis 14 dage siden og fortsætter på næste bestyrelsesmøde den 24. november.

”Efter en turbulent afslutning af Kenneth Plummers periode, ønsker vi os først og fremmest ro og god tid til at finde hans efterfølger,” siger DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen og uddyber:

”Jobbet som generaldirektør i DR er et meget vigtigt job i Danmark, og det kræver, at bestyrelsen bruger tid til at tænke over, hvad der er brug for i DR, og hvad det er for en person, der kan udfylde jobbet.”

Jobbet opslås i december
Bestyrelsesformanden forventer at profilen på den nye generaldirektør er færdigdesignet til mødet den 24. november. Derefter overgiver bestyrelsen opgaven til det headhunterfirma, der får opgaven, og jobbet opslås. Og ansøgningerne vil så indkøbe frem til nytår.

Uden at komme bestyrelsen i forkøbet har Michael Christiansen haft lejlighed til at gøre sig flere tanker om den nye kandidat.

”Vi leder efter en person, der er en balance af tre elementer: Tung ledererfaring, samfunds- og holdningspolitiske evner - herunder generaldirektørens forhold til politikerne, vores ejere. Og for det tredje en person, der kan tegne vores produkt – public service indhold.”

Hvad har I lært om jobbet af forgængerne - både fra Christian Nissen og Kenneth Plummer virke?

“Den nye generaldirektør skal være en generaldirekør af sin tid, ligesom Sølvhøj, Nissen og Plummer var det.”

I januar og februar vil bestyrelsen diskutere de indkomne ansøgere, og dermed når de frem til marts, før der udpeges en person.

”Det er planen, hvad enten jeg er bestyrelsesformand eller ej,” siger Michael Christiansen, der ikke kan vide, om han har posten til den tid.

Bestyrelse på plads 10. december
Sagen er, at hele DR’s bestyrelse skal genbeskikkes midt processen. Den 10. december går politikerne på juleferie, og inden da vil den nye bestyrelse være på plads.

”Jeg kender intet til planerne med de tre bestyrelsesmedlemmer, som Kulturministeren udpeger, herunder mig selv, men de to medarbejderrepræsentanter er forlænget," siger Michael Christiansen, der ikke er bekendt med planer om at ændre på de seks andre medlemmer, der er valgt af Folketingets partier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også