Topmøde var et scoop for TV 2

Politisk topmøde på TV 2 var aftens bedste drama for knap 900.000 seere.
Per Fanefjord Laursen

Om det var TV 2's dramatiske optakt eller spirende politisk interesse er uklart, men TV 2's politiske topmøde onsdag aften tiltrak et seertal, der er en rigtig valgkamp værdigt.

Onsdag aften fulgte 899.000 danskere 'Topmøde' på TV 2 og TV 2 News, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt (S) duellerede for første gang.

Det var lidt flere seere, end da TV 2 op til valget i november 2007 holdt topmøde mellem Anders Fogh og Helle Thorning. Dengang så 841.000 danskere med på TV 2 og TV 2 News.

Var det bevidst, at toplederdebatten blev promoveret meget offensivt op til?

"Ja, det var et scoop for TV 2 og samtidg en stor begivenhed for seerne, blandt andet fordi det var første gang de to mødtes i en hel times debat. Det viser netop det høje seertal,” siger nyhedschef Jacob Nybroe, TV 2 Nyhederne til MediaWatch.

Tid til debat
TV 2 havde valgt en storslået kulisse med et lyssat Christiansborg i baggrunden, hvor debatten blev gennemført halvt ude i det fri.

“Vores fokus var på at få en ren debat mellem de to. Give dem tid til udvekslinger og til at tale de emner igennem, som vi nåede,” siger Jacob Nybroe, der især er imponeret over, at så mange seere holdt ud og så en hel times debat med mange tal og komplekse problemstillinger.

TV 2 og TV 2 News fulgte op senere på aftenen i Nyhederne 22.00, i debat med andre partiledere samt i specialudgaver af 'Mogensen og Kristiansen' og 'Presselogen'. Denne politiske dækning førte til en flerdobling i aftes af TV 2 News normale seertal onsdag aften.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også