”Vi har brug for nogle større fyrtårne”

I aften er der premiere på Kanal 4’s dyreste produktion nogensinde - ‘Danmarks Næste Topmodel’. Her forklarer Kanal 4’s programdirektør, Anne Stig Christensen, hvorfor.
Anna Backe

”Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville arbejde med et større format til Kanal 4, fordi vi har brug for at få nogle større fyrtårne, idet vi gerne vil have cementeret Kanal 4 som en rigtig, rigtig god kanal, der kan mange ting.”

Sådan lyder det fra Kanal 4's programdirektør, Anne Stig Christensen, der onsdag aften løfter sløret for et nyt "fyrtårn" med premieren på kanalens hidtil dyreste satsning, 'Topmodel'.

I modsætning til andre programmer, hvor tv-kanalen har rettighederne til et bestemt program, men mangler den rette vært, var Kanal 4 indehavere af en værtinde, der stod uden noget nævneværdigt program:

“Grunden til at vi overhovedet kom til at tænke på det, skyldes også meget, at vi havde baronessen som vært. Vi ville gerne finde et nyt format til hende,” siger Anne Stig Christensen, der ikke lægger skjul på, at Topmodel som format næsten ikke kan være mere 'spot on' til Caroline Fleming.

”Det skal være en, der er kendt, har en international baggrund, og som virkelig kan træde ud af mediebilledet, og det kan Caroline,” siger hun.

Kanal 4’s dyreste produktion ever
Topmodel har været det dyreste program at producere i Kanal 4’s historie, men det skyldes ikke – som man måske kunne tro – nogle utrolig høje værtslønninger:

”Det er rigtig dyrt at producere, fordi du skal følge med hele tiden, og du har en produktion, der kører næsten 24 timer i døgnet, plus at der er rejser til bl.a. Paris og London,” siger hun.

Derudover har Kanal 4 gjort sig nogle tanker omkring, at det ville være mærkeligt at beskæftige sig med high fashion og samtidig have en produktion, der ikke matcher i kvalitet. Derfor er programmet ifølge Anne Stig Christensen også ”super produceret”.

Lige dele følelser og drama
Kloge læsere kan måske huske, at TV3 i 2005 havde det samme programformat med den tidligere topmodel Anne P. som værtinde. Dengang var programmet skandinavisk produceret, hvor Kanal 4’s Topmodel er rent dansk produceret. Ud over navnet, er der i det hele taget ikke mange ligheder at spore imellem TV3 og Kanal 4’s program.

Hovedforskellen er, at man i den grad kommer tæt på pigerne i programmet, hvor målsætningen bl.a. er at vise både drama, følelser og fashion. Der er umiddelbart nok af det hele, hvis man afspiller det presseklip, der er sendt ud, hvor Uffe Buchard kontant siger til en af deltagerne: "For mig er der ikke specielt langt fra dig og et køleskab".

Kanal 4 har typecastet flere af pigerne, hvilket er i tråd med den amerikanske udgave af Topmodel. Også her er pigerne bl.a. valgt ud fra deres personlighed og evne til at fungere - eller mangel på samme - med de andre piger. Som Anne Stig forklarer, så kommer der ikke så meget drama, hvis man vælger 13 piger, der er fuldstændig ens’. Dermed er Kanal 4 også gået efter en stor underholdningsværdi i programmet og altså ikke kun de medvirkendes udseende:

”Noget drama opstår jo fuldstændig af sig selv, når du lukker nogle piger sammen i en lejlighed, og de bl.a. skal dele seng, toilet og badeværelse, og de konkurrerer mod hinanden samtidig,” siger Anne Stig Christensen.

"Hvis ikke du har de rigtige piger, så får du hverken Danmarks næste topmodel eller et godt tv-program.”

Programmets succes afhænger bl.a. også af det dommerpanel, der skal følge pigerne uge for uge. Af samme årsag er Uffe Buchard valgt som dommer, fordi "han netop kan sige de der oneliners, der fungerer rigtig godt på tv, han formulerer sig klokkeklart, og han hviler i sig selv i forhold til sin faglige rolle,” siger Anne Stig Christensen.

De unge piger
Topmodels kernemålgruppe er de unge piger mellem 15 -30 år, men det ville ikke overraske Anne Stig Christensen, hvis målgruppen viser sig at være både endnu yngre og endnu ældre.

”Man behøver ikke at være samme aldersgruppe som modellerne, det her handler om drømme, og for ældre kvinder er det også bare sjovt at se, hvordan unge piger agerer i dag”.

Anne Stig vil ikke sætte tal på hendes seerforventninger til premieren i aften, men det er nyt for Kanal 4 at komme med et så stort format, og at det allerede sendes kl. 20.00.

Hvis programmets seertal er fine og ligger der, hvor de helst skal ligge, kommer der højst sandsynligt endnu en sæson til næste år. Derudover har Kanal 4 planer om at gå videre med hele fashiondelen f.eks. i stil med den dækning, de havde af modeugen:

”Vi arbejder meget med at lave nogle events og at få nogle stærke samarbejdspartnere i forhold til det mere moderne segment altså det, der bl.a. handler om fashion og livsstil, og vi prøver at skabe et samarbejde med Aller eller andre, og det er måske nyt i forhold til, hvor Kanal 4 ellers har ligget.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også