TV Avisen skal formidle det tunge lettere

Nye omgivelser, grafik og lydside skal sikre, at seerne hænger på, selvom TV Avisens redaktionelt bliver tungere.
Louise Reseke

V-ordet, der mere end noget andet er blevet gentaget i TV Avisens nye strategi, er ikke lige frem nyt, når man taler nyhedskriterier.

Alligevel er "væsentlighed" gledet i baggrunden i genren tv-nyheder de senere år, mener chef for TV Avisen, Naja Nielsen.

"Vi er fuldtonet begyndt at prioritere det væsentlige både 18.30 og 21. Det er ikke dét, tv-nyheder gør mest i verden. Der er og har været en tendens til, at kriminalstoffet og det, der dybest set er kendisstof, har fået mere og mere plads. Det er også naturligt, at mange hurtige medier prioriterer de hurtige historier, men det er ikke det, TV Avisen skal. Vores opgave om aftenen er altså at sortere i dagens nyhedsstrøm," siger Naja Nielsen, der sammen med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup står i spidsen for den relancering af TV Avisen, der blev markeret i går med et nyt studie.

Hun nævner som et eksempel på, hvordan den nye strategi er slået igennem redaktionelt, den aktuelle retssag mod Anni Brinch (tidl. Fønsby, red.), der i modsætning til i mange andre medier ikke har fået stor opmærksomhed i TV Avisen.

Men mindre pop og mere væsentlighed stiller også nye krav til formidlingen, og det er her det nye studie med den 17 meter lange fladskærm kommer ind i billedet og skal løfte, siger Naja Nielsen.

"Det er den formmæssige øvelse, vi gør nu. Vores formidling skal være mere moderne, tydeligere og dermed lettere at afkode for seerne. Tungere indhold - lettere udtryk, som vi siger, og for mig er de to begreber ikke modsætninger, tværtimod," siger Naja Nielsen, der mener, at øvelsen samtidig er helt nødvendig for at bevare TV Avisens seertække, selvom man redaktionelt bliver mere P1 end P4.

"Ellers får vi sværere ved at løse vores opgave som public service station, der handler om at kunne samle danskerne om det, der er reelle nyheder og give udsyn og perspektiv," siger Naja Nielsen.

Ulrik Haagerup har samtidig sagt, at seertal ikke længere skal vægtes så højt internt - hvor går grænsen?

"Vi skal samle Danmark, men vi må ikke prioritere vores indhold og historier efter, hvor mange seere vi kan få."

Som et led i TV Avisens strategi for 2011 bliver 18.30 TV Avisen fra første januar forlænget - samtidig er et nyt nyhedsfomat på vej på DR2, der skal fusionere DR2 Udland og DR2 Deadline 17.

MediaWatch bringer i næste uge en anmeldelse af den DR1's relancerede nyhedsudsendelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også