YouSee: Vi har skam konkurrence

YouSee afviser anklager fra Boligselskabernes Landsforening om misbrug af dominerende position.
Louise Buus Madsen

YouSee afviser anklager fra Boligselskabernes Landsforening om misbrug af dominerende position.

I en tidligere artikel på MediaWatch kritiserer Boligselskabernes Landsforening (BL) Danmarks største tv-distributør YouSee for ikke at have nok konkurrence på kabelmarkedet og for at udnytte deres magtfulde position til at sætte prisniveauet i vejret.

YouSee mener, måske ikke overraskende, at kritikkerne er på afveje og kalder anklagerne "totalt ubegrundede".

”Langt de fleste af de kontrakter, vi har med de mange tusinde boligforeninger, har en opsigelsesfrist på 9 måneder til udløbet af et kvartal. Det er normalt for branchen og i øvrigt er det i praksis sjældent muligt at skifte udbyder hurtigere, fordi der kan være tale om at ombygge anlæg og etablere forbindelse til den nye udbyder. Når vi i nogle tilfælde har kontrakter med en løbetid på 2-3 år, er årsagen, at YouSee har foretaget en investering i anlægget. Hvis vi f.eks. skal bekoste en teknisk opgradering af et anlæg, beder vi til gengæld om, at kontrakten med foreningen får en vis løbetid, så vi har en sikkerhed for, at vi tjener investeringen hjem,” siger Niels Breining, adm. direktør i YouSee, som et svar på kritikken fra Bjarne Zetterstrøm, udviklingschef i BL, af, at YouSees kontrakter ifølge ham er svære at komme ud af.

”Desuden tilbyder YouSee nogle gode priser. Det eksempel, Boligselskabernes Landsforening tager op til debat, er en helt almindelig afgift, som alle i branchen tager, når en ny lejer vil nedgradere fra en fuld pakke til en grundpakke. Det kræver, at der kommer en montør ud for at udskifte et filter i anlægget, og derfor er der reelt tale om en montørbetaling. Beløbet skal dække vores omkostninger,” understreger Niels Breining.

”Vi er ikke de eneste”

Påstanden om, at YouSee og Stofa har "delt" markedet mellem sig geografisk og ikke konkurrerer – som både BL og Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) fremfører – bliver blankt afvist af YouSee-chefen.

”Det ville være direkte ulovligt, og det gør vi selvfølgelig ikke. Det er en totalt ubegrundet påstand. Stort set alle boligforeninger har flere muligheder end blot at vælge YouSee. Også andre, der tilbyder TV3 og TV3+ vel at mærke. Både Stofa, Dansk Bredbånd, Elselskaberne og Viasat selv, tilbyder det,” siger Niels Breining, der er træt af beskyldningen, som det ikke er første gang, han hører.

”YouSee sender stort set dagligt tilbud ud til Stofas foreningskunder, og Stofa og de andre gør selvfølgelig det samme over for vores kunder. Vores sælgere bliver sågar bonusbelønnet, hvis de henter kunder fra Stofa, så det er helt vanvittigt at påstå, at vi skulle have delt markedet mellem os. Med det sagt, så er der ikke mange, der skifter leverandør, da foreningerne er ekstremt loyale over for deres eksisterende udbyder. De får med tiden opbygget en god relation og er trygge og tilfredse med deres aktuelle tv-distributør,” siger Niels Breining.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også