Oppositionen raser over spareplaner

"En klar forringelse" lyder oppositionens dom over DR's spareplan, der er et resultat af medieforliget mellem regeringen, DF og Liberal Alliance.
Tine Brødegaard Hansen

Medieordførerne for S og SF har fået opfyldt deres profeti om, at medieforliget skader DR, selvom intentionen i medieaftalen er, at DR skal styrke sin nyhedsdækning af udlandet og EU.

Sådan kan deres reaktioner på DR's spareplan, der blev offentliggjort fredag, opsummeres. Planen betyder blandt andet, at DR2 går fra tre til to daglige nyhedsudsendelser, når Deadline kl. 17 og DR2 Udland bliver lagt sammen i nyt program.

Derudover bliver skal der findes plads til P2-musikken på P1, men begge kanaler får derudover en dedikeret DAB-kanal. Det formilder dog ikke Mogens Jensen (S).

"Jeg synes, det er sørgeligt og en klar forringelse, at DR bliver tvunget til at gennemføre besparelser, fordi kulturminister Per Stig Møller, regeringen, DF og LA vil gennemtvinge en unødvendig ny radiokanal. Det betyder dårligere kvalitet for de seere, der følger DR2 og de dybdegående udsendelser, som kanalen skal stå for."

S: Medieaftale er hykleri
Ifølge en udtalelse fra DR's generaldirektør Kenneth Plummer sikrer spareplanen dog, at DR fortsat kan tilbyde "et stærkt og mangfoldigt programudbud med fokus på kvalitet og public service" også efter den nye medieaftale.

"Jeg har svært ved at se, at der kan komme mere af udlands- og EU-stof, hvis der bliver færre penge. DR skal spare 400 mio. kr. og kommer til at fyre medarbejdere, fordi man (forligspartierne, red.) vil bruge 800 mio. kr. på en ny radiokanal over de næste otte år (100 mio. kr. årligt er det maksimale beløb til den nye radiokanal, red.). Det er hykleri, at man har vedtaget et medieforlig, hvor det står, at DR skal forbedre sin programvirksomhed og styrke programområder, når DR får færre penge at gøre det for. Det lader sig ikke gøre."

"Per Stig Møller må undre sig"
Også SF's medieordfører Holger K. Nielsen mener ikke overraskende, at resultaterne af DR's tvungne spareplan er i modstrid med intentionerne i medieforliget.

"Det virker mærkeligt. Per Stig Møller må undre sig, når hele øvelse med at lave en ny radiokanal er at styrke public service, og så er konsekvensen, at DR må skære i nyhedsudsendelserne," siger Holger K. Nielsen.

Han har tiltro til, at DR har lavet en spareplan, "der er så seriøs som muligt", og at DR derfor ikke kunne have valgt at spare andre steder end på nyhederne. De to dedikerede DAB-kanaler til P1 og P2 er ikke en god løsning, mener Holger K. Nielsen

"Jo, måske om ti år, når alle har fået DAB-radio, men i øjeblikket er det jo et mindretal, der har det (i øjeblikket har ca. 30 pct. af danskerne DAB-radio, red.), så for den brede befolkning er det et tab," siger Holger K. Nielsen.

Hyltoft burde kritisere forligspartierne
Heller ikke Mogens Jensen er imponeret over, at DR kompenserer for den manglende FM-kanal med DAB-kanaler.

"Jeg kan kun tage til efterretning, at det er den måde, DR håndterer besparelserne på. Men i en tid hvor to regeringsudpegede medlemmer (Ole Hyltoft og Katrine Winkel Holm, red.) klandrer direktionen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer for at svække DR, er det vigtigt at sige, at det er regeringen, DF og LA, der har valgt at fjerne en radiokanal fra DR."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også