Medieforlig udskudt

Kulturminister Per Stig Møller har udskudt forhandlingerne om medieforliget. Det tyder på, at ministeren går efter et bredt forlig.
Tine Brødegaard Hansen

DR er den helt store hurdle i forhandlingerne om et nyt medieforlig, og DR er formentlig også den afgørende årsag til, at kulturminister Per Stig Møller i går valgte at aflyse de de forhandlinger, der var programsat i formiddag.

For Per Stig Møller kolliderer ønsket om at bryde DR's monopol på radionyheder med ønsket om et bredt forlig, vurderer Jakob Elkjær, chefredaktør på fagbladet Journalisten over for P1 Morgen onsdag.

Oppositionen har tydeliggjort, at man ikke vil acceptere, at en ny radiokanal skal ramme DR på økonomien - pengene skal komme et andet sted fra. Og trækker oppositionen sig fra forhandlingerne, risikerer regeringen, at et eventuelt magtskifte ved næste valg også vil lægge deres mærkesager på medieområdet i graven, da S, SF og R dermed vil være frit stillet til at ændre betingelserne.

Hæve erhvervslicensen
Regeringen ønsker blandt andet en privatdrevet konkurrent til P1, der skal ligge på et af DR's landsdækkende frekvenssæt,  FM4,  som P2 i dag sender på - og som skal have 125 mio. statskroner med sig til årlig drift. Derudover skal DR også lægge mere produktion ud af huset, mener regeringen, der ønsker at hæve det årlige beløb, som DR skal købe ind for ude i byen, 100 mio. kr. fordelt over de næste fire år - fra de nuværende 150 mio. kr.

Det er oppositionspartierne ikke fuldstændigt afvisende over for, men pengene skal ikke hentes fra DR's licens. I stedet har SF foreslået at hæve erhvervslicensen, der nu er på 900 kr. årligt til 1500 kr. årligt - og S har forlangt "markante indrømmelser", hvis regeringen insisterer på at tage en radiokanal fra DR.

Public Service Puljen i spil
Jakob Elkjær fremhæver over for P1 Morgen, at de nye tiltag eventuelt også vil kunne finansieres via midler fra Public Service Puljen. Den har til formål at støtte public service-indhold på kommercielle kanaler og har været under stigende beskydning fra blandt andre DR's generaldirektør Kenneth Plummer.

I dagens udgave Politiken kritiserer Mogens Jensen (S) også puljen, fordi DR har indledt forhandlinger med TV3 om den kritikerroste dramaserie 'Lulu og Leon', som modtog 15 mio. kr. i støtte til serien. Den har haft svært ved at trække seere til TV3, hvorfor DR nu muligvis kommer til at sende den i stedet.

"Det er klart, at hvis DR overtager 'Lulu og Leon', udstiller det svagheden ved Public Service Puljen," siger Mogens Jensen til Politiken.

Han er imod de borgerlige partiers ønske om at hæve puljen til 140 mio. kr. årligt og konkluderer, at drama produceret for licensmidler bør sendes på DR eller TV 2, hvor flest danskere har muligheden for at se det.

Public service-puljen er på 75 mio. kr. plus ekstra 20 mio. kr. for den nuværende medieforligsperiode.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også