DR Update indtager busser og toge

DSB og Arriva opsætter snart tv-skærme i busser og toge med DR Update som nyhedsleverandør. Det kan true gratisaviserne, mener en medieforsker.
MediaWatch

Når pendlerne snart kan vælge at se nyheder fra DR Update, trafikinformation og underholdning på tv-skærme i toge og busser, er det en alvorlig udfordring af gratisaviserne.

Det siger Frands Mortensen, professor ved Aarhus Universitet til Politiken. Tv-indholdet vil nemlig bestå af 30 procent reklamer.

"Hvis det her medie laves elegant, vil det kunne ramme de gratisomdelte trafikaviser meget hårdt. Reklameeksponeringen vil uden tvivl være meget større, for mens mange viger uden om aviserne, kan de ikke undgå skærmene. Det gør mediet attraktivt for reklamebureauer og virksomheder," siger Frands Mortensen til Politiken.

Også mediedirektør Claes Braagaard fra OMD regner med at det nye medie vil snuppe læsere fra gratisaviserne. I øjeblikket ligger MetroXpress og 24timer, der udgives af MetroXpress A/S samt Berlingske Medias Urban i top fem over dagblade med flest læsere, og de har samtidig nogle af de højeste oplag.

Søren Riis, der er adm. direktør i MetroXpress A/S, lader sig dog ikke ryste af DSB og Arrivas påfund. Han regner med, at folk 'multitasker' ved at læse gratisaviserne og skæve op til tv'et indimellem.

Tv-indholdet på DSB's og Arrivas skærme vil bestå af 55 pct. nyheder og underholdning, 30 pct. reklamer og 15 pct. trafikinformation. Indholdet vil køre i båndsløjfer af 20 minutters varighed.

Det vil berøre Arriva buslinierne 3A og 4A i København samt alle tog på de seks jyske strækninger mellem Skjern og Århus samt mellem Tønder og Thisted. DSB vil inden udgangen af 2010 have skærme i alle 110 S-toge samt på 20 stationer i Storkøbenhavn.

- TBH


 

 


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også