Per Stig vækker mediejubel

Medielederne ruller den røde løber ud for den nye kulturminister Per Stig Møller, der især styrker DR, lyder vurderingen hos flere.
Tine Brødegaard Hansen,Louise Reseke

Hvis begejstringen varer ved, bliver Per Stig Møller en elsket kulturminister blandt medierne, og i DR kan man måske trække vejret mere roligt, end hvis ministeren hed Ellen Trane Nørby (V). Men selvom ingen har interesse i at blive uvenner med den nye kulturboss, nævnes 'nye medier' som en mulig hæmsko.

MediaWatch har spurgt i forskellige hjørner af mediebranchen, hvad den nye kulturminister vil betyde for medieområdet.

Ole Hyltoft, næstformand DR's bestyrelse
"Jeg synes, det er en stor fremgang for kulturområdet at få så kompetent en kulturminister som Per Stig Møller. Selvom han har været i udenrigsministeriet i mange år, er han en mand med en fortid som formand for Radiorådet, FOF og mange andre administrative opgaver. Han er i første række af landets litteraturkendere og ved mere om indholdet i DR end mange i ledelsen. Han er den kulturminister, der har den største indsigt i kulturområdet efter Julius Bomholt."

Han kommer fra samme parti som Carina Christensen. Hvad vil det reelt betyde for medieforhandlingerne, at der kommer en udskiftning?

"Man løber ikke om hjørner med ham, og han er givetvis på linie med den styrkelse af public service-indholdet i DR, som vi har gennemført. Det er en fordel for DR."

Lisbeth Knudsen, koncernchef for Berlingske Media og ansv. chefredaktør for Berlingske Tidende
"Det er ganske enkelt fremragende. Per Stig Møller har klare holdninger til public service og interesserer sig for avisernes vilkår. Han har en holdning til journalistik, og selvom han ikke ved alt om de nye platforme, og hvad der sker på Facebook, har han en dyb indsigt i mediernes betydning for demokratiet og i kulturpolitikken."

Hvilken rolle vil personudskiftningen på kulturministerposten spille?

"Det vil spille en rolle i bred kulturpolitisk forstand og når det gælder synspunkter på DR og TV 2's public service-forpligtelser."

Rasmus Nielsen, politisk redaktør Altinget.dk
"Først og fremmest tillykke til Per Stig Møller - og til mediebranchen. Der er ingen tvivl om, at udnævnelsen er en styrkelse af området. Per Stig Møller står stærkere i partiet, og man kan jo tro og håbe på, at han er bedre i stand til at trække penge ud af finansministeren til medieområdet. Man kan også sige, at han som tidligere formand for Radiorådet (i 86-87, red.) er gammel DR-mand, så det er også et tillykke til DR, som nu har fået deres "egen" minister. Når det er sagt, så håber jeg, at Per Stig Møller også har blik for de nye medier og alle de ting, der er sket i mediebranchen, siden han var radiorådsformand. Dér kan jeg godt være en lille smule bekymret for, om han f.eks. vil være i stand til at se det store behov, der er for en omfordeling af mediestøtten i forhold til de nye medier, som jo bliver hans bord nu."

Mette Bock, tidl. programproduktionschef i DR
"Per Stig Møller er et rigtigt spændende valg. Ikke mindst fordi han faktisk ved rigtig meget om området og er et dybt indsigtsfuldt menneske. Jeg tror, det vil betyde et markant kvalitetsløft i og nuancering af debatten. Som jeg kender ham, er han samtidig et meget åbent menneske, selvom han er konservativ. Han er "værdikonservativ" og er fokuseret på udvikling, ikke tilbageskuende, og kigger man specifikt på medieområdet tror jeg, at det vil betyde, at han også vil være meget orienteret mod nye medier også.

Er det godt for DR?

"Det er godt for DR, og det ligger fint i forlængelse af det strategiskifte, der er sket i DR, og jeg tror, at han vil kunne bidrage meget positivt til udviklingen ikke bare af DR, men af medierne i det hele taget."

Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen
"Jeg glæder mig til at skulle samarbejde med Per Stig Møller og til at se regeringens medieudspil og hvilket fingeraftryk han sætter på det. Han har meget indsigt i medieområdet fra sin tidlige karriere, men der er jo sket meget på medieområdet, så jeg forventer, at han bruger tid på at inddrage brancherne. Både Brian Mikkelsen (K) og Carina Christensen (K) (de to seneste kulturministre, red.) har udmærket sig ved åben dialog, og det regner jeg også med, at Per Stig Møller vil."

Opfatter du Per Stig Møller som særligt 'DR-venlig'?

"Han er et klogt menneske som jeg ikke tror er specielt 'DR-venlig' eller ikke venlig, selvom jeg også kunne falde i fælden og tro det. Men han vil undersøge, hvad han vil have ud af public service-begrebet, og jeg håber at kunne fortælle ham, at man får mere public service ud af, at DR samarbejder mere med de uafhængige producenter. Per Stig Møller har været en knalddygtig udenrigsminister, og han bliver også en knalddygtig kulturminister."

Jakob Høyer, ansv. chefredaktør, MetroXpress
"Med Per Stig Møller som kulturminister får landet en minister med stor indsigt i kunst og kultur – og det er utvivlsomt rigtigt godt for kulturdebatten. Per Stig har vid og intellekt, dannelse og format, hvilket manglede en del hos forgængeren. Til gengæld er det endnu uvist om den tidligere udenrigsminister har indsigt i de komplicerede forhandlinger om et nyt medieforlig – herunder TV 2's sårbare økonomi og DR’s store dominans."

Kristoffer Gravgaard, direktør, nyhedsbureauet Newspaq
"Jeg er fuld af positive forventninger. Per Stig Møller er et kompetent og vidende menneske med langt kraftigere styrke end sin forgænger. Jeg håber, at han med det kommende medieforlig vil hjælpe pressen fri af støttelænkerne og få sået frøene til, at branchen kan stå på egne ben. Han har jo en historie inden for DR, og med den i rygsækken håber jeg, han vil sikre DR og danskerne super public sevice indenfor klare rammer, der også skaber et fornuftigt miljø for private mediers publicistiske virksomhed." 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også