SBS: TV 2 burde levere 100 mio. i overskud

SBS-direktør Henrik Ravn er ikke i tvivl om, at 2009 var et elendigt år for kommercielt tv, men han forstår ikke, at TV 2 kan varsle et minus på 20 mio. kr.
Per Fanefjord Laursen

SBS-direktør Henrik Ravn anderkender gerne, at hele tv-markedet, inklusive TV 2, har haft et svært år, efter tv-reklameomsætningen faldt med 20 procent i 2009, men han forstår stadig ikke, at TV 2 forventer at nå frem til et underskud.

TV 2 afleverede en regnskabsmeddelelse forleden, der varslede et underskud på omkring 20 mio. i 2009 - dels som følge af finanskrisen, dels som følge af, at annoncørerne følger seerne over mod nichekanalerne - og internetmedier. Det rammer hovedkanalen hårdt, der isoleret betragtet mangler 350 mio. kr. i kassen.

"I en tid med økonomisk afmatning, hård konkurrence på tv- og annoncemarkedet og snævre politiske rammer for TV 2 er resultatet acceptabelt," siger TV 2's bestyrelsesformand, Lars Liebst.

Frands Mortensen, professor i Medievidenskab ved Århus Universitet, mener, at TV 2 fortjener gode karakterer for deres håndtering af stationens økonomi.

"De har haft et usædvanligt utaknemmeligt job og er ved at have fået balance i koncernens økonomi," siger Frands Mortensen til Børsen.

Troede på 100 mio. i overskud
Hos ærkerivalen, SBS TV's nordiske direktør Henrik Ravn, undrer man sig derimod over, at TV 2 ender med lille minus, selv om han erkender, at TV 2's nedgang i reklamesalg og stigning i abonnementsindtægter er som forventet.

"Vi havde snarere regnet med et overskud i omegnen af 100 millioner kr. til TV 2 i 2009, ud fra de fremskrivninger, vi har af deres omkostningsbase med forbehold for, at der ikke var store sportsbegivenheder i 2009. Der kan naturligvis være ting, som vi ikke kender til. Derfor venter jeg spændt på at læse det endelige regnskab for at se, hvordan de er kommet i minus. Som udgangspunkt tror jeg ikke, de har brugt flere penge på programmer end i 2008, for med en nedgang på tv-reklamemarkedet på ca. 20 procent, vil merinvesteringer i programmer jo være som at fyre for fuglene, og det tror jeg både TV 2's ledelse og ejere er ansvarlige nok til ikke at gøre," siger han. 

SBS TV har i flere år været meget kritiske overfor de officielle beskrivelser og tolkninger af TV 2's økonomiske situation. Baggrunden er, at SBS er stærkt utilfredse med, at TV2's økonomiske situation fik politikerne til at acceptere, at TV 2-hovedkanalen kan opkræve abonnement fra januar 2012. En plan EU Kommissionen dog endnu ikke har godkendt.

Tilpasse udgifter til indtægter
Det undrer endvidere SBS-chefen, at TV 2  i den hårdeste krisetid, der nogensinde er oplevet på tv-reklamemarkedet, ikke droslede endnu mere ned på programomkostningerne, men f.eks. sendte hele tre dramasatsninger i efteråret, hvor tv-markedet var i bund.

Henrik Ravn konstaterer, at den var ikke gået hos SBS, der løbende har tilpasset programinvesteringerne til det enhver gældende indtægtsniveau i 2009, og har måttet udsætte flere programinitiativer til 2010 for at få enderne til at hænge sammen.

"TV 2 har selvfølgelig en helt åbenbar politisk agenda om, at borgerne skal betale flere penge til deres Rolls Royce fra 2012. Måske skulle de skifte til en Jaguar, for den har de rigeligt råd til at køre i - selv med de indtægter, de kan opretholde på et historisk lavpunkt på annoncemarkedet," lyder tolkningen fra Ravn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også