DR HD over mål

25 procent af danskerne har set DR HD - især samsendingerne med DR1 trækker seere til.

Siden lanceringen af DR HD den 1. november har mere end 25 procent af danskerne været omkring DR HD’s programmer mindst en enkelt gang, skriver DR i en pressemeddelelse.

Det var forventet, at 20 procent ville kunne modtage DR HD efter et år, så danskerne er altså langt mere "HD-ready" end først antaget.

"Danskernes modtagelse af DR HD har overgået vores mest optimistiske forventninger, og det er meget tilfredsstillende, at DR således kan være med til at skubbe på for udviklingen af HD TV i Danmark. Nu ser vi ser frem til, hvor mange der vil følge med, når DR HD sender alle DR's transmissioner fra Vinter-OL fra den 13. februar, da live-sport er der, hvor forskellen mellem det gamle SD-signal og HD-signalet er mest markant," siger kanalredaktøren for DR HD, Henrik Faurby Birck i meddelelsen.

Blandt de over 1,3 millioner, der med sikkerhed kan se DR HD, har cirka 45 procent i snit, altså godt 600.000, set kanalen hver uge siden lanceringen, og de har i gennemsnit set hele 50 minutter om dagen.

Særligt samsendingerne med DR1 har mange seere. For eksempel så 138.000 danskere James Bond-filmen 'Casino Royale' på DR HD den 1. januar, og 162.000 så DR1’s premiere på 2. sæson af 'Livvagterne' i HD den 3. januar.

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også