Privatiseringen af TV 2 har været på regeringens dagsorden siden 2001, og nu skal den have et skub, EU-retssager eller ej, mener Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby.
"Vi ønsker snarest muligt at sælge en del af TV 2 på Fondsbørsen, sådan som det er sket med statslige selskaber som Københavns Lufthavne og SAS. På den måde tager vi næste skridt i retning af en fuld privatisering," siger Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.
Staten skal i første omgang eje størstedelen af aktierne i TV 2, men aktiesalget på fondsbørsen skal tilføre TV 2 flere penge, så tv-stationen kan leve op til sine public service-forpligtelser.
I øjeblikket er det umuligt at sælge TV 2, fordi retssagerne som konkurrenterne MTG og SBS har anlagt ved EF-domstolen ikke er afgjort. Derudover har TV 2 endnu ikke fået EU-godkendelsen af politikernes redningsplan for tv-stationen, der tillader den at opkræve brugerbetaling fra 2012.
- TBH